Spring til indhold

Nok en sprudlende aften om nordisk litteratur

Diverse: Foredrag

Litteraturhistoriker Anne Valbjørn Odgaard vil give os smagsprøver på færøsk og finsk litteratur - fra før til nu.

Hvad kendetegner egentlig færøsk og finsk litteratur?

I skal her præsenteres for værker som er meget repræsentative for landenes litteratur, er farvet af det særligt færøske og finske og dermed dykker vi lidt ned i nationernes sjæl, fortæller Anne Valbjørn Odgaard og fortsætter:

Vi skal med ind i William Heinesen fabulerende univers med tossede prædikanter, kloge spåkoner og naive spillemænd, og så skal vi møde Fæøernes nye stemme; Jóanes Nielsen, der bl.a. fortæller viltre slætsskrøner.

I det finske skal vi have fat i Nordisk Litteraturpris-vinderen Kjell Westö, der præsenterer os for dele af landets voldsomme 1900-tals historie, men også maner til medmenneskelighed, før vi slutter af med mumimor Tove Janssons vidunderlige, naturlyriske lille perle Sommerbogen.

Litteraturhistoriker og kulturformidler

med enormt repertoire om nordiske forfattere

Anne Valbjørn Odgaard er litteraturhistoriker og kulturformidler; skribent og en erfaren foredragsholder med et enormt repertoire om nordiske forfattere.

Hun har gennem tiden, i mange forskellige sammenhænge, beskæftiget sig meget med og formidlet nordisk skønlitteratur og kunst.

Alle er velkomne

Entre: 60 kr. for medlemmer og 120 kr. for ikke medlemmer. Entreen dækker foredrag + kaffe / the og kage.

Foreningen Norden Mariagerfjord i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aalborg.