Spring til indhold

Anette Harboe Flensburg og Dr. Phil. Philipp Alexander Ostrowicz / Samtale om visuel sløring

Diverse: Foredrag

Vær med, når billedkunstner Anette Harboe Flensburg og Dr. phil. Philipp Alexander Ostrowicz mødes i Bakkehuset i en samtale om Anette Harboe Flensburgs aktuelle udstilling samme sted.

Vær med, når billedkunstner Anette Harboe Flensburg og Dr. phil. Philipp Alexander Ostrowicz mødes i Bakkehuset i en samtale om Anette Harboe Flensburgs aktuelle udstilling samme sted. En samtale om alt det næppe synlige, der sker imellem os, imellem tingene, imellem ord og ting, imellem tekst og billede; om de usynlige og nogle gange synlige tråde, der er med til at skabe betydning for os. Kort sagt er det en aften med fokus på alt det uskarpe.

Interessen for det uskarpe eller for visuelle sløringer har Harboe Flensburg i årtier dyrket i sit på en gang både skarpe og samtidig sitrende, uudgrundelige, ikke-virkelige rum i sit maleri. Ostrowicz har med forskerens redskaber dissekeret, hvordan netop sløring blev en æstetisk metode i det 19. og 20. århundredes litteratur, og hvordan det kom til at påvirke billedkunsten. Med dyrkelse af "det uskarpe" vendte man sig fra en objektiv, konkret opfattelse og gengivelse af virkeligheden til fordel for den subjektive opfattelse. En repræsentant for det sidstnævnte er den tyske forfatter W.G. Sebald (1944-2001), som både billedkunstneren og forskeren deler passion for: undersøgelsen af den gensidige påvirkning mellem tekst og billede står centralt i begges arbejde.

I denne fyraftenssamtale i Harboe Flensburgs udstilling Sten - Skelet - Silhuet vil det handle om visuel sløring som stilistisk redskab i historisk perspektiv - og som perceptionsmåde for en aldeles levende kunstner i det 21. århundrede.

Philipp Alexander Ostrowicz er til daglig seniorforskningsrådgiver på CBS og underviser i Tyske Studier.

Samtalen foregår på dansk i selve udstillingen, som derfor ikke kan ses i sin fulde helhed fra kl. 16.30 denne dag. Bemærk venligst at der kun er adgang via trappe til museets 1. sal.