Spring til indhold

Den store dessertdag - kom og lær grund teknikker og nogle udvalgte klassikere

Diverse: Undervisning

Genopdag den dirrende dessert og lær teknikkerne bag en ægte budding, som Mor lavede den. Eller måske nærmere som de fine franske kokke lavede den, længe før, der var noget, der hed Dr. Oetker!

Og lær også at bage et par gode, gammeldags danske flødeskumskager af den slags, der er bygget af grundcremer og grunddeje, der kan bruges til andre søde frembringelser. I dette kursus får du alle de gode dansk-franske tricks til creme, budding og flødeskumskage.

Vanilje-mandelbudding med kirsebærsauce
(under buddingmageriet lærer du også at lave creme anglaise, som er det søde køkkens grundsauce og basen for netop budding men også for iscreme og en dejlighed i sig selv, serveret til frugtgrød, bagt og syltet frugt, gelé eller kage. Du lærer en buddinggrundopskrift, som kan varieres og du lærer at udvende en budding)
Medaljer med syltetøj, konditorcreme og flødeskum
(under medaljebageriet lærer du at lave konditorcreme, som bruges til alle lagkager, til vandbakkelser, til flødeskumskager og til triflier + at lave og udstikke en skøn, smørmættet mørdej, der også udgør basen i cremelinser (men er anderledes end mørdej til tærter). Desuden lærer du at samle og pynte til den store guldmedalje)
Kartoffelkager med konditorcreme og marcipan
(under kartoffelkagebageriet lærer du at 'koge' og bage vandbakkelsesdej, som er basen for kartoffelkager, eclairs, waleskringle og waleskrans. Og får de bedste tricks til at lykkes med den drilske dej. Du lærer også at fylde og pynte kagerne).
Hvis der er tid, slutter vi dagen med at bage en lille portion vaniljekranse med rosenvand og kværnet vanilje, fordi det er sjovt og fordi det snart er jul!
Vi skal bruge 5 timer, og hurtigt i gang med at koge, køle, støbe og bage. Noget kaffepause undervejs, hvor Marie Holm fortæller om buddingens historie og dansk konditorhistorie. Og endelig det sjove med at lære at vende buddinger ud. Og samle og pynte kagerne. Og så spiser vi dem sammen bagefter.

KH PETER AALBÆK OG MARIE HOLM.