Spring til indhold

LONG STORY

Udstilling: Billedkunst



ÅGALLERIET, FREDERIKSVÆRK 28.9. - 19.10. 2024
Udstillingens titel refererer til de to udstillende kunstneres kollegiale følgeskab, fra skolegang, over Kunstakademiet, til Atelierhusene i København.
Kunstnernes værker har det til fældes at de forholder sig til historisk materiale som afsæt for undersøgelse. En affinitet der også ligger i, at finde naturen og dens fænomener ret utrolige, og det forunderligste ganske naturligt.

JØRGEN FOG
I Ågalleriet knytter Kunstneren an til Frederiksværks historie, og har bl.a. lånt en buste af Peter Hersleb Classen fra Arresødal Slot. Slottet ligger ved den modsatte ende af Arresøkanalen i forhold til Ågalleriet, der er bygget som krudtmagasin i den senere periode af krudtværkets historie.
Flytningen af den historiske genstand fra Arresødal til Ågalleriet ændrer betydningen af busten set som skulpturelt motiv og arkitektonisk dekoration, til den aktuelle manifestation, der placerer busten mellem Fogs øvrige udstillede værker.
En opstilling af akvarier med rustfri stålrammer spejler gallerirummets loft, og udgør et system af montrer der reflekterer vandets hydrologiske kredsløb i naturen via Arresøkanalen.

JACOB TUE LARSEN
Siden 2022 har Jacob Tue Larsen arbejdet med et projekt omkring landskabsbilleder på Bornholm.
Billedserien Det Underjordiske er en fortsættelse af et mangeårigt arbejde med det fotografiske medie i en retning af at skabe billeder, som ikke længere er en repræsentation af en virkelighed foran kameraet, men billeder med en egen virkelighed.
Kunstneren siger selv om denne del af projektet: "Mit arbejde med fotografiet ligger i det her tilfælde i forlængelse af den maleriske tradition fremfor en fotografisk. Heri ligger muligheden for friere at kunne udtrykke de indtryk, som en væren i landskaberne og naturen skaber". Og billedserien Det Underjordiske er da også en noget anden tilgang til arbejdet med fotografiske landskabsbilleder end den traditionelle.