Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Ny klinik i Roskilde mod blodpropper

Diverse: Andet

Indslag i DampRadioens aktualitetsprogram: Aktuelt i Roskilde ser denne gang på et nyt initiativ inden for sundhedsområdet: Roskilde har fået den første CHIP-klinik, der skal forebygge blodpropper Det er også den første i Danmark. Lyt: www.dampradioen.dk.

På Sjællands Universitetshospital (SUH) har forskere opdaget, at næsten hver tiende patient, der kommer ind med blodprop i hjernen, har en særlig JAK2-genfejl.
Den viden danner nu grundlag for en ny klinik i Roskilde, der skal følge ca. 600 borgere med denne genfejl.
Klinikken er nu blevet indviet.
CHIP står for Clonal Hematopoiesis of Indeterminate Potential og er en samlet betegnelse for erhvervede aldersbetingede ændringer i vores gener.
Borgere med CHIP-JAK2 har en øget risiko for udvikling af blodkræft og hjertekarsygdom.

I projektet vil ca. 600 borgere med CHIP-JAK2 og andre mutationer blive fulgt med henblik på at vurdere risiko for udvikling af blodkræft og blodpropper.
De skal i løbet af de næste fem år regelmæssigt følges i CHIP-klinikken, der er tilknyttet Hæmatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

Et paradigmeskifte for behandling af blodpropper

Projektet bygger videre på tidligere undersøgelser fra forskerne på SUH, der hele tiden arbejder på at finde de forklarende årsager til blodpropper hos patienter med kroniske blodkræftsygdomme som følge af bl.a. forudgående CHIP-JAK2.
Målet er at kunne forebygge, at patienterne får nye blodpropper og dermed forhindre gentagne indlæggelser og lange genoptræningsforløb.

Senest har et forskningsprojekt om genmutationen JAK2 skabt international opmærksomhed.
Forskerne på SUH screenede 550 patienter, som var indlagt med blodprop i hjernen.
En blodprøve viste, at mere end hver tiende patient havde denne særlig CHIP-JAK2 mutation.

Til sammenligning har ca. tre procent af befolkningen genfejlen.

Undersøgelserne viser altså, at det er vigtigt at få fat på denne gruppe af borgere tidligt, så man kan forebygge udviklingen af komplikationer til JAK2-blodkræftsygdommene, herunder blodpropper og hjertekarsygdomme.

Klinikken er blevet til med støtte fra Novo Nordisk Fonden, der har bevilliget 11.4 millioner kroner til CHIP-klinikken.