Spring til indhold

Mød forfatter Ulrikka S. Gernes

Diverse: Lyrik/oplæsning

I en samtale med litteraturformidler Marianne Träff.

Ulrikka S. Gernes' DR Romanpris-nominerede roman 'En pige forlod værelset' er en stærk fortælling om den særegne asymmetri, der findes i relationen mellem den ældre mand, Eg, og den purunge pige, Tanja.

I samtalen skal vi bl.a. tale om den fundamentale disharmoni, der er i magtbalancen, når en midaldrende mand gennem kærlighedserklæringer og kontrol, manipulerer et barn. Vi skal tale om magt, overgreb, den unge piges begær, samtykke og de vidtrækkende konsekvenser, den voksne Tanja må leve med efter mange års manipulation og overgreb.

Der er meget litterært stof, der berører temaerne overgreb, #MeToo og magt, og netop litteraturen kan være forløsende og åbne op for en nødvendig samtale om disse emner. Vi vil sammen med Gernes derfor også tale om, hvad vi som samfund og enkeltindivider kan gøre for at give disse fortællinger en værdig plads på hylden.

Hvad gør det f.eks. ved samtalen, når en kvinde får at vide: "Hvorfor skammer du dig? Det var da ikke din skyld," selvom hun i årtier har slæbt rundt på skyld og skam? Kan de velmenende ord ende med at negligere de magtstrukturer, som muliggør overgreb og grooming, og i sidste ende sætte stopper for den nødvendige samtale?

Dette og meget meget mere vil vi komme til at tale om. Der vil være oplæsning og mulighed for at stille spørgsmål.

Gratis arrangement med tilmelding

Det er gratis at deltage, men billetter skal bookes via hjemmesiden.

Billetter kan bookes fra 1. december 2024.