Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Jens Alfred Raahauge "RUM"

Udstilling: Billedkunst

Jens Alfred Raahauge undersøger i sin udstilling "RUM", hvordan man oplever sine omgivelser, når man har fået et så intimt forhold til dem, at man holder op med umiddelbart at lægge mærke til dem.

Umiddelbart møder man i Jens Alfred Raahauges udstilling en serie interiørmalerier. Men når man kigger godt efter, møder man også sjælen i de rum, han portrætterer. Spor af de mennesker, der har levet der, eller stadig lever der. Malerierne sætter gang i tanker og erindringer hos betragteren.

Jens Alfred Raahauge viser os, hvordan steder og rum kan blive besjælede af de oplevelser, man har haft der. Og hvordan rummets sjæl kan vise sig som en illusion, når man sætter sin lid til den, samtidig med at den kan stimulere én med indsigter, man aldrig ville have fået andre steder.

Kunstneren gør det i sine malerier klart, at de oplevelser, man knytter til steder fra sit liv, er for egenartede til, at man præcist kan gengive dem for andre, men at man trods alt kan formidle deres intensitet.

Jens Alfred Raahauge, der bor og arbejder i København, er færdiguddannet som billedkunstner i 2024 efter fem års studier på kunstakademierne i Malmø og Hamborg.

Kunstneren er til stede ved ferniseringen, der afholdes lørdag d. 12. oktober kl. 13 - 15.

Der er gratis adgang til udstillingen, der er arrangeret af Skælskør Kunstforening.

Åbningstider i udstillingsperioden 12.10. - 3.11.2024:
fredag kl. 14 - 17

lørdag kl. 14 - 17

søndag kl. 14 - 17

Besøg i udstillingen uden for åbningstiderne kan efter aftale arrangeres for skoler og daginstitutioner.

Skælskør Kunstforening er støttet af Slagelse Kommune.