Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Er lyset for de lærte blot? v. Jesper Tang Nielsen valgmenighedspræst i Vartov

Diverse: Foredrag

Arrangør: Grundtvigsk Forum Aarhus.

Johannesbrevene i Det Nye Testamente udviser tydelige tegn på en konflikt i den tidlige kristendom. Konflikten eskalerer og kulminerer i et skisma. I den nytestamentlige forskning har man forsøgt at bestemme konflikten på forskellig vis. Modstanderne har man gerne identificeret med grupper, som kirken siden har fordømt som kættere. Imidlertid ligger konflikten så tidligt i kristendommens historie, at man må se den som en del af kristendommens tilblivelse og ikke på forhånd kan sige, at den ene eller anden gruppe repræsenterer den sande kristendom.
Det viser sig nemlig, at modstandernes position kan være præsenteret inden for Det Nye Testamente. Nye læsninger af Johannesevangeliet fremstiller det som en særlig avanceret udgave af kristentroen, som vil gå videre end den oprindelige lære. Det er netop, hvad forfatteren til Johannesbrevene vender sig mod.
Foredraget vil præsentere den johannæiske konflikt og stille spørgsmål om forholdet mellem filosofi og teologi, mellem innovation og tradition i den tidligste kristendom.