Spring til indhold

Staldtips - kunstudstilling i Lystrup Kirke

Udstilling: Billedkunst

De to ægtepar Wemmelund og Højlund udstiller en række værker udført i acryl, som akvarel eller broderi.

De har hver for sig beskæftiget sig med billedkunst i mange år.De har slået sig ned i bofællesskabet Ørnebjerggaard ved Rodskov, hvor de jævnligt mødes i 'stalden' - ikke for at røgte kreaturer, men billeder.
Holde gang i pensel og kniv og holde livsmodet oppe.

Indimellem kan det godt være anfægtende at sidde og glo foran et tomt lærred, mens tomheden og modløsheden breder sig indvendigt.
I næste øjeblik er det en kæmpe befrielse, at kunst aldrig kan måles på nytteværdien.
Den begynder nærmere der, hvor man slipper kontrollen og giver sig hen til det unyttige og formålsløse.
Derefter kan alting ske.

Bevidst og ubevidst spiller naturen med i alt, hvad der foregår - også i værker, der som regel er ved at blive til i den gamle renoverede hestestald.

Stilen er forskellig, men glæden ved at bruge hænderne og fantasien er den samme.
Plus lysten til at gøre op med den indre stemme, der forlanger, at det skal ligne og være pænt.
Og dermed kedeligt.

Kunsten er at forlade sit værk, mens der endnu er liv i det.

Udstillingen løber til og med 17. november og kan ses inden for kirkekontorets åbningstid og ved alle offentlige arrangementer.