Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Øm Klostergaard inviterer til regenerativ høstfest den 7. september 2024

Diverse: Marked/byfest

Dagen byder på et tætpakket og alsidigt program med paneldebatter, filmvisninger, ture i landskabet, maskindemonstrationer, workshop og aktiviteter til børn, når årets høst fejres. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Øm Klostergaard inviterer i samarbejde med Agrovi, Tænketanken Frej, DM BIO, Lejre Kommune, ICOEL og ROMU til alle interesserede til regenerativ høstfest den 7. september 2024.

Der bliver talt meget om regenerativt landbrug i disse år, men hvad er det egentlig og hvordan ser det ud i praksis? Og kan det være et konkret virkemiddel i den grønne omstilling? Høstfesten er derfor ikke kun en fejring af årets høst, men også et mødested for erfaringer og viden om regenerativt landbrug og dets perspektiver.

"Vi står i flere økologiske kriser, der nødvendiggør at landbruget skal fylde mere for flere mennesker. Det skal igen være en folkesag, hvordan vi dyrker vores fødevarer, bruger vores arealer og beskytter vores natur. Derfor arbejder vi på Øm Klostergaard med landbruget som et udgangspunkt for at skabe aktive og lærende fællesskaber", siger Anders Højlund, landmand på Øm Klostergaard.

Hele dagen er der masser af aktiviteter - også for hele familien, herunder:
  • Oplæg og paneldebatter: Bliv klogere på regenerativt landbrug, skovlandbrug og jordsundhed med en bred vifte af oplægsholdere og paneldeltagere
  • Filmvisninger: Der vises tre forskellige film om jordsundhed og landbrug som virkemiddel
  • Maskindemonstrationer: Se blandt andet nordens første mulchtech maskine ved Godis Grønt og få en demonstration af direkte såning fra Agrovi
  • Ture og markvandringer: Gå med på både biodiversitets- og markvandringer rundt i landskabet
  • Aktiviteter for børn: Danmarks Naturfredningsforenings ungdomsafdeling FLOR faciliterer børnevenlige aktiviteter dagen igennem


I programmet er derudover også et særligt fokus på skovlandbrug. Gennem flere oplæg og paneldebatter indbydes deltagere til at lytte og samtale om dets effekter, økonomi og udbredelse. Der vil være et introducerende oplæg samt to paneldebatter om skovlandbrug som forretningsmodel og virkemiddel med både praktikere og forskere.

Øm Klostergaard er et landbrug på 100 hektarer, der arbejder for at operationalisere de regenerative principper gennem forsøg, monitorering og vidensdeling. Siden 2022 har Øm Klostergaard arbejdet med forandringsmodeller, der skal sikre et fødevaresystem indenfor de planetære bæregrænser.