Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Årets klassiker 2024: Dan Tùrell og Karma Cowboy

Diverse: Andet

Vi fejrer digteren og multikunstneren Dan Tùrell sammen med Lars Bukdahl, Jens Blendstrup og Dy Plambeck.

Det kan du opleve

Avantgardistisk digter, krimiforfatter, klummeskribent og entertainer. Helt sin egen og hele Danmarks 'Onkel Danny'. Dan Tùrell og hovedværket 'Karma Cowboy' er årets klassiker 2024.

Oplev Lars Bukdahl, Jens Blendstrup og Dy Plambeck, når de fortæller om, hvem Túrell var som menneske og forfatter, hvad han har betydet for dansk litteratur, hvorfor vi skal læse ham i dag, og hvad han har betydet for dem og deres forfatterskaber.

Klassikerkomitéen er vært for en forfriskning til arrangementet.

Program

Velkomst v/Jesper Gehlert Nielsen, Klassikerkomitéen

Introduktion og festtale for Dan Turèll v/ forfatter og kritiker Lars Bukdahl

Oplæsning af Dan Turèll og af egne tekster v/ Jens Blendstrup og Dy Plambeck

Tak for i aften v/ Michel Steen-Hansen, Danmarks Biblioteksforening

Om Dan Tùrell

Dan Túrell (1946-1993) debuterede i 1966 med 'Vibrationer' og udgav i 1974 hovedværket Karma Cowboy, der i titlen sidestiller et begreb fra indisk religion og en vigtig skikkelse i amerikansk mytologi og (populær-) kultur. Digtsamlingen rammer dermed tidsånden fuldstændig med sin fascination af indisk mystik og efterkrigs-amerikanisering.

I 1975 får han sit store folkelige gennembrud med Vangede Billeder, en række erindringer om livet i forstaden og barndomsbyen Vangede.

Igennem sit forfatterskab på omtrent 100 udgivelser kommer Dan Tùrell omkring snart sagt alle genrer, der rummer både store udgivelser og bittesmå oplag af stencilerede hæfter. Forfatterskabets spændvidde er stort, men gennemgående er Tùrells interesse for jazzen, storbyen og menneskene i den.

Om de deltagende forfattere

Lars Bukdahl (f. 1968) er forfatter og anmelder. Cand. phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Fra 1988 anmelder i Kristeligt Dagblad i 1988 og siden 1996 i Weekendavisen. Debuterede som forfatter med digtsamlingen Readymade! i 1987 og har siden udgivet både digte, romaner, rim og remser, børnebøger og litterære monografier. Siden 2008 redaktør på poesitidsskriftet Hvedekorn.

Jens Blendstrup (f. 1968) debuterede i Hvedekorn i 1988 og udgav derefter novellesamlingen 'Mennesker i en mistbænk' i 1994 og var i 1997 medstifter af digterkollektivet 'Øverste Kirurgiske'. Gennembrudsromanen 'Gud taler ud' udkom i 2004 og senest er udkom novellesamlingen 'Sorgens Balalajka' i 2021.

Dy Plambeck (f. 1980), er uddannet fra Forfatterskolen i 2004. Hun debuterede i 2005 med digtsamlingen Buresø-fortællinger. Hun har udgivet flere romaner, hvoraf særligt kan nævnes 'Til min søster' der modtog Politikens Litteraturpris i 2019. Dy Plambeck er aktuel med romanen Mod midnatssolen, der udkom i maj.

Praktisk info
  • Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene.
  • Arrangementet er gratis og uden pladsbilletter. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. Derfor vi anbefaler, at man kommer i god tid. Vi åbner til salens siddepladser kl. 16.30.
Find vej

Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:
  • Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
  • Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen..
  • Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.