Spring til indhold

Sorgfestival

Diverse: Andet

Det bliver en festival, hvor der er fokus på sorgens mange udtryksformer med særlig fokus på, hvordan kunst kan skabe resonans og forbindelse til forskellige følelser af det at miste, savne og mindes.

Nogle gange har vi ikke ord. Sorgen forsvinder ikke, men vi lærer at leve med den. I den proces kan kunsten bidrage. I et digt, et stykke musik, et maleri, et foto kan vi føle vores sorg genkendt, og i det øjeblik er vi mindre alene i sorgen, fordi vi ved, at andre oplever noget tilsvarende. Hvad der præcis skaber den genkendelse, er meget individuel og kan til tider også være ordløs.

De kunstnere, som vi har inviteret til sorgfestivalen, bidrager alle med ærbødighed, respekt og plads til at mindes dem, som er gået bort.

Der bliver udstillet værker i "Kunstbygningen Filosoffen" af både internationale og lokale kunstnere fra den 22. oktober til Allehelgensdag den 3. november 2024, hvor der også vil være artist talks m.m. Der er fernisering tirsdag d. 22. oktober klokken 17:00, hvor der vil være den første artist talk med den prisbelønnede spanske kunster Sasha R. Grasas om hans udstilling "Lacrimosa" (der betyder tårer på spansk) som udstilles på festivalen.

2. og 3. november vil der på " Frølageret" og "Studenterhus Odense" være tre koncerter, events og talks om det at miste, mindes og savne. Her vil være entré.

Der skal lyde en STOR tak til Kulturpuljen og Musikpuljen i Odense kommune, der bidrager med økonomisk tilskud med ordene:

"Musikudvalget anerkender ansøger for at præsentere et ambitiøst, sympatisk og gennemarbejdet tværkunstnerisk projekt. Ansøgers projekt er et godt eksempel på, hvordan man kan prioritere musikken i et tværkunstnerisk genremøde og sikre, at musikken kommer til sin egen ret....Det er samtidig et projekt, som taler ind i samfundsaktuelle dagsordner - bl.a. kultur og sundhed samt mental trivsel."

Betegnelsen festival skal ses i lyset af, at begivenheden finder sted, hvor der er mange forskellige udtryksformer samlet ét sted, og IKKE at vi ser sorgen som en fest.

Program vil blive opdateret på festivalens hjemmeside og på de sociale medier. Hvis du vil modtage festivalens nyhedsbrev, kan du læse mere her

Tak til Helga Benediktsdóttir der har ladet os anvende hendes værk "Så kom døden" som festivalens plakat. Det orginale værk kan ses udstillet på festivallen.

Festivalen er organiseret af Pratheo's venner som er en nonprofit og frivillig forening der arbejder for at fremme sorgens forskellige sprog gennem kunstneriske udtryksformer.