Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Dragefestival på Mosede Fort

Diverse: For børn

Kom til farverig familieevent, når Grundejerforeningen Greve Strand igen afholder årets dragefestival på Mosede Fort. Foruden at opleve de farverige drager, der flyver over hele fortområdet, er der masser af aktiviteter om bl.a. flyvemaskiner og luftkrig.

Søndag den 15. september kan I endnu engang opleve luften over Mosede Fort blive fyldt med hundredvis af farverige drager. Det er en dag, som Grundejerforeningen Greve Strand er stolte af at arrangere.

I år samarbejder grundejerforeningen med museum Mosede Fort og Køge Bugt Stenrev, og hele fortområdet bliver fyldt med spændende aktiviteter for hele familien.

Lav dit eget mini-fly

Udover at flyve med og se på drager i alverdens former, farver og udtryk, er børn velkomne i museets værksted, hvor vi sammen bygger små flyvemaskiner og maler dem, så man får sit helt eget specialdesignede fly.

Rundvisninger for børn
Kl. 10.30 og kl. 11.30 kan børnefamilier komme med på en særlig rundvisning på museet, som er lavet til nysgerrige pilfingre. Hør de spændende fortællinger om Mosede Fort, flyvemaskiner og 1. Verdenskrig. Guiden fortæller om flyvningens barndom og den første krig, der blev udkæmpet i luften. Vi skal også se nærmere på fortets luftskytskanoner. Der er begrænset antal pladser, så book gerne plads på forhånd.

Flyv en tur
I udstillingen i kasematbygningen kan du ved hjælp af Virtual Reality opleve 1. Verdenskrig helt tæt på. Gå ikke glip af VR-spillet Warplanes. WWI Fighters. I spillet er du enten en tysk eller engelsk pilot under 1. Verdenskrig, og du skal kæmpe i luften mod fjendtlige fly. Grafikken er virkelig flot, og spillet er meget realistisk. Man kan sågar udføre nøjagtigt de samme loops og vendinger, som piloterne udviklede i de samme fly under krigen. Børn skal være fyldt 7 år for at prøve spillet.

Praktisk information
Selve dragefestivalen foregår fra kl. 10-14. Museum Mosede Fort har udvidet åbningstid fra kl. 10-16.

Dragefestivalen henvender sig til alle aldersgrupper, og de fleste aktiviteter er gratis. Børn (fra 3 år) er velkomne i museets værksted.

Der vil være mulighed for at købe lette frokostanretninger, is og drikkevarer på pladsen og i museumsbutikken. Drager kan ligeledes købes i grundejerforeningens telt og i museumsbutikken.

Entré til museet
Børn under 18 år har gratis adgang til museet. Der er materialepris i værkstedet.

Voksne 110 kr.

Borgere i Greve Kommune 75 kr.

Rundvisningerne er inkluderet i entréprisen.

Entrébilletten gælder hele dagen.