Den perfekte syntese af intense beats, snoede melodier og berusende rytmer.
Gør dig klar til en oplevelse ud over det sædvanlige, når den amerikanske duo The Body og den Berlin-baserede dj, producer og sangerinde Felicia Chen aka Dis Fig gæster Radar med deres fælles projekt The Body & Dis Fig.
I februar udgav de deres fælles debut Orchards of a Futile Heaven , der er den perfekte syntese af to kræfter, snoede melodier og berusende rytmer, der lægger en tæt tåge af forvrængning sammen med intense beats og en svævende stemme, der kæmper sig vej mod forløsning.
Albummet er grunden til, at The Body & Dis Fig turnerer Europa tyndt i efteråret, og det bliver også omdrejningspunktet for koncerten på Radar.
Orchards of a Futile Heavens er et rum af spruttende tekstur og tektoniske brag, der er gennemsyret af ærbødighed og melankoli fra hellige rum, der bringes til live med en håndgribelig intensitet fra Chens stemme.
The Body & Dis Fig er et naturligt par. De har hver især skabt deres helt egen genkendelige lydverden, som trodser alle traditionelle kategoriseringer og grænser. The Body, Lee Buford (trommer) og Chip King (guitar), udfordrer hele tiden enhver konventionel opfattelse af metal, og samarbejder med et utal af kunstnere, lige fra folk-elementerne i deres arbejde med BIG|BRAVE til deres banebrydende arbejde med Assembly of Light Choir og intensiteten i deres samarbejde med OAA eller Thou.
Dis Fig, aka Felicia Chen, skubber den elektroniske musik ud i mørke ekstremer, fra skæve dj-sæt til avantgardeproduktioner. Hun har været medlem af Tianzhuo Chens performancekunstserie TRANCE, og opereret som vokalist i The Bug. The Body og Dis Fig er fælles om at gentænke, hvad det vil sige at lave "tung musik".
Og netop på Orchards of a Futile Heaven er der tidspunkter, hvor dub-følelsen minder om Kevin Martins insektalias The Bug, når det er mest afstumpet og højttalerødelæggende. Selv ville han måske holde sig tilbage fra de helvedesstemninger, der udstilles her. Hvis aktuelle nyhedsbegivenheder og verdens generelle tilstand får kvidrende pop eller oprigtig hjertesorgsballade til at virke banal, vil dette eksplosivt tunge album måske give bedre genlyd.
Vi glæder os til at se dig
Hvis du vil vide mere om albummet og The Body & Dis Fig:
De to fandt sammen i deres ønske om at finde nye veje til at lave tung musik, der så ud over troperne i metal og elektronisk musik ved at fusionere de to.
"Jeg har altid gerne villet have de tungere ting, men jeg kunne heller ikke rigtig lide tungere guitarmusik," siger Buford.
"Der var ikke noget af det, der føltes tungt nok for mig. Et menneske kan ikke være lige så tungt som en maskine."
Chen svarer: "Jeg elsker balancen. Man kan aldrig komme i kontakt med en maskine så godt som med et menneske. Det er derfor, kombinationen er så stærk for mig. Jeg har ikke lyst til at skjule mig. Jeg tror ikke, der er noget, der forbinder dig mere empatisk end et andet menneskes stemme."
Orchards of a Futile Heaven bekræfter The Body & Dis Fig som dygtige lydskulptører, der har en enestående evne til at skabe dybt bevægende musik, der er både opmuntrende og rørende, rystende og ærefrygtindgydende. Sammen har de to udnyttet deres omfattende kunstneriske evner til at skabe musik, der er dybt følelsesladet og svimlende i sin skønhed.
Albummet er skabt i en tid med personlig skrøbelighed, og dets ødelæggende kraft ligger uden for den forventede støj og de slibende teksturer, der typisk forbindes med både The Body & Dis Fig. Gennemsyret af en rå sårbarhed og en længsel efter katarsis søger Chens stemme efter flugt midt i undertrykkende atmosfærer, som om den er fast besluttet på at finde lindring fra skyldfølelse.
"Eternal Hours" udfolder tålmodigt bølger af overraskende lyde, hviskende bølger, der afbrydes af pludselige nedbrud, alt sammen under Chens hjemsøgende harmonier.
"Dissent, Shame" fremkalder sorg og skam med en minimalistisk drone-klagesang, der gradvist bygger op til en fortryllende korpassage.
Kings guitar på "Holy Lance" matcher den uhyggelige drone fra Chens harmonika i en altopslugende eksplosion, hvor Chens stemme forvandler øjeblikket fra angst til trods og empowerment.
Albummet afsluttes med "Coils of Kaa", der fungerer som en slags fremdrivende eksorcisme, der bryder gennem en kvælende luft, før begravelsesprocessionen i "Back to the Water" lægger albummet til hvile.
Mens sampling længe har været afgørende for dem begge, blander The Body & Dis Fig behændigt deres forskellige tilgange til sampling og skabelse af ekstreme lyde, indtil grænserne er helt udviskede.
Gør dig klar til en oplevelse ud over det sædvanlige, når den amerikanske duo The Body og den Berlin-baserede dj, producer og sangerinde Felicia Chen aka Dis Fig gæster Radar med deres fælles projekt The Body & Dis Fig.
I februar udgav de deres fælles debut Orchards of a Futile Heaven , der er den perfekte syntese af to kræfter, snoede melodier og berusende rytmer, der lægger en tæt tåge af forvrængning sammen med intense beats og en svævende stemme, der kæmper sig vej mod forløsning.
Albummet er grunden til, at The Body & Dis Fig turnerer Europa tyndt i efteråret, og det bliver også omdrejningspunktet for koncerten på Radar.
Orchards of a Futile Heavens er et rum af spruttende tekstur og tektoniske brag, der er gennemsyret af ærbødighed og melankoli fra hellige rum, der bringes til live med en håndgribelig intensitet fra Chens stemme.
The Body & Dis Fig er et naturligt par. De har hver især skabt deres helt egen genkendelige lydverden, som trodser alle traditionelle kategoriseringer og grænser. The Body, Lee Buford (trommer) og Chip King (guitar), udfordrer hele tiden enhver konventionel opfattelse af metal, og samarbejder med et utal af kunstnere, lige fra folk-elementerne i deres arbejde med BIG|BRAVE til deres banebrydende arbejde med Assembly of Light Choir og intensiteten i deres samarbejde med OAA eller Thou.
Dis Fig, aka Felicia Chen, skubber den elektroniske musik ud i mørke ekstremer, fra skæve dj-sæt til avantgardeproduktioner. Hun har været medlem af Tianzhuo Chens performancekunstserie TRANCE, og opereret som vokalist i The Bug. The Body og Dis Fig er fælles om at gentænke, hvad det vil sige at lave "tung musik".
Og netop på Orchards of a Futile Heaven er der tidspunkter, hvor dub-følelsen minder om Kevin Martins insektalias The Bug, når det er mest afstumpet og højttalerødelæggende. Selv ville han måske holde sig tilbage fra de helvedesstemninger, der udstilles her. Hvis aktuelle nyhedsbegivenheder og verdens generelle tilstand får kvidrende pop eller oprigtig hjertesorgsballade til at virke banal, vil dette eksplosivt tunge album måske give bedre genlyd.
Vi glæder os til at se dig
Hvis du vil vide mere om albummet og The Body & Dis Fig:
De to fandt sammen i deres ønske om at finde nye veje til at lave tung musik, der så ud over troperne i metal og elektronisk musik ved at fusionere de to.
"Jeg har altid gerne villet have de tungere ting, men jeg kunne heller ikke rigtig lide tungere guitarmusik," siger Buford.
"Der var ikke noget af det, der føltes tungt nok for mig. Et menneske kan ikke være lige så tungt som en maskine."
Chen svarer: "Jeg elsker balancen. Man kan aldrig komme i kontakt med en maskine så godt som med et menneske. Det er derfor, kombinationen er så stærk for mig. Jeg har ikke lyst til at skjule mig. Jeg tror ikke, der er noget, der forbinder dig mere empatisk end et andet menneskes stemme."
Orchards of a Futile Heaven bekræfter The Body & Dis Fig som dygtige lydskulptører, der har en enestående evne til at skabe dybt bevægende musik, der er både opmuntrende og rørende, rystende og ærefrygtindgydende. Sammen har de to udnyttet deres omfattende kunstneriske evner til at skabe musik, der er dybt følelsesladet og svimlende i sin skønhed.
Albummet er skabt i en tid med personlig skrøbelighed, og dets ødelæggende kraft ligger uden for den forventede støj og de slibende teksturer, der typisk forbindes med både The Body & Dis Fig. Gennemsyret af en rå sårbarhed og en længsel efter katarsis søger Chens stemme efter flugt midt i undertrykkende atmosfærer, som om den er fast besluttet på at finde lindring fra skyldfølelse.
"Eternal Hours" udfolder tålmodigt bølger af overraskende lyde, hviskende bølger, der afbrydes af pludselige nedbrud, alt sammen under Chens hjemsøgende harmonier.
"Dissent, Shame" fremkalder sorg og skam med en minimalistisk drone-klagesang, der gradvist bygger op til en fortryllende korpassage.
Kings guitar på "Holy Lance" matcher den uhyggelige drone fra Chens harmonika i en altopslugende eksplosion, hvor Chens stemme forvandler øjeblikket fra angst til trods og empowerment.
Albummet afsluttes med "Coils of Kaa", der fungerer som en slags fremdrivende eksorcisme, der bryder gennem en kvælende luft, før begravelsesprocessionen i "Back to the Water" lægger albummet til hvile.
Mens sampling længe har været afgørende for dem begge, blander The Body & Dis Fig behændigt deres forskellige tilgange til sampling og skabelse af ekstreme lyde, indtil grænserne er helt udviskede.