Spring til indhold

Headie one

Musik: Hip-Hop/Reggae

Engelsk stjernerapper giver koncert i Danmark. UK drill-fænomenet Headie One gæster Amager Bio den 15. februar 2025 med numrene fra sit længeventede nye album "The Last One".

UK drill har været en af de største musikalske tendenser i England de seneste år, og den måske fremmeste repræsentant for den musikalske bevægelse, kendetegnet ved sine hårdkogte beats og rå-realistiske tekster, er Headie One. Hans kommende album "The Last One" udgives den 28. juni og fuldender fortællingen om Headie Ones historie fra 'The One' til i dag. Fra smerte og fortrydelse til fremgang og endelig et nyt kapitel og en ny begyndelse.

Fra en belastet baggrund i London-bydelen Broadwater Farm og en forlist fodboldspillerdrøm har han, siden han udsendte mixtapet "Musix x Road", der i 2019 gik top 5 i England, markeret sig som en af sit hjemlands hastigst voksende rapstjerner.

Det definitive gennembrud kom i 2020 med debutalbummet "Edna", opkaldt efter hans mor, der døde da han var tre år gammel. Det gribende værk strøg direkte til tops på den engelske albumhitliste, akkompagneret af euforiske anmeldelser. Ved årets udgang var det da også både inkluderet på årslisterne hos NME, Clash, The Fader og Noisey. Som om det ikke var nok, udsendte han samme år mixtapet "Gang" lavet i fællesskab med stjerneproduceren Fred again.., som Soundvenue udråbte som 2020's 17. bedste udgivelse.

Apropos Fred again..-samarbejdet, så har Headie One talrige collabs på samvittigheden med bl.a. Drake, Future, Stormzy, Jamie xx, FKA Twigs M Huncho, Skepta, AJ Tracey og danske Branco.

Hans seneste udgivelse er 2023-mixtapet "Strength to Strength", lavet med den engelske rapper K-Trap, men nu er han omsider igen albumaktuel med opfølgeren til "Edna". Det bærer titlen The Last One" og er lavet i samarbejde med produceren Tay Keith (Travis Scott, Drake, Eminem). Herfra har han allerede hittet med singlen "Cry No More", som Stormzy medvirker på.

Headie One har tidligere gæstet Pumpehuset, men i starten af 2025 vender han tilbage til Danmark, hvor han den 15. februar giver sin hidtil største danske venue-koncert i Amager Bio.