Spring til indhold

Venner for livet

Udstilling: Blandet/Ukendt

Luk øjnene. Forestil dig et ældre menneske, der er afbilledet i et dansk medie. Hvad ser du?. Sandsynligheden for at du ser et trist, måske ligefrem melankolsk fotografi er stor.

Sandsynligheden for at historien handler om ensomhed, skrøbelighed eller dårlige forhold på plejehjem er stor. Det viser forskningen af dækningen af ældre*.

Denne fotoserie tegner et anderledes billede af et ældre menneske og bidrager til at nuancere den samlede medieportrættering af ældres tilværelse, interesser og livslyst.

Som en slags moderne dokumentar i små bidder dokumenterer fotograf Simon Wittrup og journalist Isabella Alberte Hedeager på Instagram, hvordan Svend Aage Jensen på 99 år lever et liv, som netop er et liv og ikke kun en alderdom

Humor, ligeværdighed, glæde og samvær gennemsyrer fotoserien, som er taget gennem de seneste fem år, hvor Simon Wittrup har boet sammen med Svend Aage Jensen. Wittrup danner nemlig par med Svend Aage Jensens barnebarn Isabella Alberte Hedeager, som nu på 12. år bor sammen med sin morfar

Sammen har de tre rejst rundt i autocamper i Europa som et levende bevis på, at hverken medicin eller iltmaskine behøver slå rejselysten eller -mulighederne ihjel. Danske strande og skove er ligeledes blevet udforsket i kørestol med mountainbikedæk og sågar på skuldrene af svigerbarnebarnet, ligesom hverdagen med eksotiske madretter og utallige flødeboller er blevet indfanget på kærlig vis. Og måske vigtigst af alt har trekløveret dokumenteret, hvordan et ansigt med mange furer godt kan have øjne, der stadig funkler

Fotoudstillingen er kun et lille udpluk af de mange øjeblikke, familien først og fremmest har delt sammen, men også gavmildt delt med omverdenen. Du finder den komplette fotosamling på instagramprofilen @isabellaalberte

*Uddrag fra artiklen "75-årige Inger kan slet ikke genkende sig selv i medierne" fra Journalisten, februar 2023:

Realiteterne er, at der i alt lever 1.156.000 ældre mennesker over 65 år i Danmark, og det er for eksempel kun omkring 40.000 af dem, der bor på plejehjem. Men selv om ældre er langt bedre stillet end tidligere, så er mediebilledet ikke fulgt med. For de portrætterede især i nyheds- og debatdækningen er i stigende grad de svage ældre, viste en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2005.

"Der sker en dem-og os-positionering, hvor stereotypen handler om, at vi ikke har særligt stor fidus til, at man bliver ved med at være en del af samfundet, når man når en vis alder," siger Anne Leonora Blaakilde, der i mere end 30 år har forsket i ældreområdet, og dermed også fulgt mediernes dækning.

Rikke Andreassen, professor i kommunikation ved Roskilde Universitet, peger på, at den ofte stereotype fremstilling af ældre i medierne skyldes, at ældre sjældent bliver spurgt til andet end deres alder.

"I forhold til hvor stor en andel ældre udgør af befolkningen, er det påfaldende, hvor få hverdags- og erfaringskilder der udgøres af mennesker over 60 år," fortæller hun.