Spring til indhold

Film + foredrag: Back to the roots

Diverse: Foredrag

Hvordan kan man ende i fængsel for at dyrke en bønne, der har 4.000 års grokraft på det afrikanske kontinent? Det kan man i Kenya, og det har filminstruktør og dramatiker Vibeke Muasya sat sig for at undersøge.

Dokumentarfilmen Back to the roots handler om kenyanske aktivister, som under klimakatastrofer kæmper for retten til at dyrke oprindelige afgrøder, som tåler både tørke og regn, men som blev udskammet som dyrefoder under kolonitiden.

I film og foredrag fortæller Vibeke Muasya om sit eget wake-up call i forhold til de fødevarer fra det globale syd, som intetanende ryger i indkøbskurven.

Filmen Back to the Roots

Den kenyanske instruktør Noel Kasyoka følger Samantha Nyakeya, en ung jordbruger, som dyrker et økologisk regenerativt mikro-landbrug i udkanten af storbyen Nairobi. Hun og en række andre jordbrugere, aktivister og lokalsamfund kæmper for retten til at dyrke oprindelige afgrøder, der blev afskaffet under kolonitiden, og skiftet ud med "cash-crops", afgrøder, som kunne eksporteres tilbage til Europa med god fortjeneste for kolonimagten.

Filmen er instrueret af Noel Kasyoka og produceret af Benjamin Muasya og Jim Chuchu.

Stillbillede fra "Back to the roots".

Lyt til podcasten Back to the Roots

Hvordan hænger vores madkultur sammen med klimaforandringerne i det globale syd? Tag med filminstruktør, Vibeke Muasya, til Kenya og mød småskalajordbrugere, aktivister, eksperter og lokalsamfund, der kæmper for retten til at dyrke deres oprindelige afgrøder. Podcastserien Back to the Roots giver plads til stemmer fra det globale syd.

Seriens koncept er skabt af producer Benjamin Muasya, Vibeke Muasya er vært og Ida Frisk Carstensen har post-produceret og redigeret.

Du finder podcasten her

Arrangementet er støttet af OpEn - Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.