Spring til indhold

Anne Franks Dagbog

Teater: Skuespil

En koncertfortælling med oplæsning, klezmermusik og højtidelig musik af J. S. Bach. Billetter: 295 kr./ung 160 kr. + gebyr.

Den 4. maj sætter mange danskere hvert år levende lys i vinduet som en markering af natten, hvor den tyske besættelse af Danmark ophørte. I år er det 80 år siden, danskerne åndede befriede op efter fem år i skyggen af 2. verdenskrig. Det markerer MusikTeatret med en helt weekendprogram, hvor denne søndag præsenterer den folkekære skuespiller Nis Bank-Mikkelsen suppleret at to fremragende musikere. Nis Bank-Mikkelsen læser op af Anne Franks Dagbog - en af de mest læste bøger i verden og et af de vigtigste vidnesbyrd om udslettelsen af Europas jøder under Anden Verdenskrig. Den unge pige Anne Frank. er under jorden på flugt fra nazisterne. I august 1944 blev familiens gemmested imidlertid afsløret. Hun blev deporteret og døde i Bergen-Belsen tre måneder før hun ville være fyldt 16, og blot en måned før koncentrationslejren blev befriet af britiske tropper. Den stemme, der møder læseren i dagbogen, er en livlig, klarsynet og selvstændig ung pige med egne problemer, længsler, drømme og håb. Tonen i dagbogen er, som om hun vidste, at hendes ord skulle genlyde langt efter hendes egen fysiske udslettelse. I koncertfortællingens udvalgte tekstafsnit møder vi en både jublende og fortvivlet Anne. Musikken spejler teksten med både livlig klezmer og afdæmpede Bach-koraler: Klezmermusikken er jødernes musik og som sådan skæbneforbundet med jødernes historie. Bachs kirkemusik er på sin side en kontemplativ lise for sjælen på tværs af generation og musikalske genrer. Som undertitel på koncertfortællingen har de tre medvirkende valgt et citat af den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe: "Himmelhoch jauchzen, zum Tode betrübt"; himmelhøjt jubende, til døde bedrøvet - måske en god indikator af de følelsesudsving, man som publikum kommer til at opleve undervejs. Jangmarks Agentur. Medvirkende: Nis Bank-Mikkelsen (skuespiller), Jens Schou (klarinet), Anders Singh Vesterdahl (harmonika). Varighed: 2 timer inkl. pause.