Spring til indhold

Sommerkoncert i Villingerød Kirke: Violinist Anne Eltard

Musik: Andet/Ukendt

Sommerkoncert: Den 30. Juli kl. 20.00 i Villingerød Kirke er der igen elektronisk musik på programmet, men denne gang på en lidt anden måde.

Anne Eltard er violinist, komponist og lydkunstner og indspiller, producerer og udgiver løbende med både egen kvartet og som solist i både ind- og udland. Hun laver musik til Ketil Teisens filmproduktioner og har vundet priser for hendes arbejde med lydkunst og lyddesign i mange forskellige sammenhænge. Ved koncerten d. 30. juli inviteres vi til at stå af hverdagens travle strøm og lytte til en "stillekoncert", hvor Anne Eltard tager os med ind i et blidt favnende lydunivers. Med sin violin, sin udtryksfulde sangstemme, loops og effekter, skaber hun et unikt musikalsk rum, hvor de mange musikalske lag og stemmer klinger polyfont og skaber en illusion, der får de inciterende soundscapes til at virke som et helt orkester. Publikum bliver ført igennem rolige lydlandskaber i et mix af loop, samples og lydflader med parafraser over gamle sange og salmer. Afsættet er genkendelsen og identifikationen i den nordiske klang, jordnær musik, der skaber et æstetisk rum af fred og hvile. Et sted, man kan vende tilbage til, når verden larmer for meget. Musik der taler til det stille i dig. Du kan læse mere om Anne Eltard på http://eltard.dk.