Michael Pedersen er uddannet Cand. Theol fra Århus Universitet i 1998. Derudover har han taget en diplomuddannelse på Danmarks Journalist Højskole. I dag arbejder han som højskolelærer og informationsmedarbejder på Egmont Højskolen.
Michael er født spastiker og har en lang erfaring med et liv med handicap. Han skriver om sit foredrag: Debatten om aktiv dødshjælp dukker op med jævne mellemrum. Angsten for smerte i livets sidste dage er reel. Men i dag kan man smertelindre så meget, at den døende ikke oplever store smerter. Derfor er udsagn som "Det er uværdigt at ende som grøntsag", med til at skabe det massive flertal i befolkningen, som går ind for aktiv dødshjælp. Stille glider debatten fra at handle om en forkortelse af livet på et par dage, til rettighed til at vælge livet fra, hvis man bliver en grøntsag. Hvad vil det egentligt sige at være en grøntsag? DRs dokumentarudsendelse "På tirsdag skal jeg dø", hvor Preben Nielsen insisterede på sin ret til aktiv dødshjælp, og at staten skulle stå for det, samt statsminister Mette Frederiksens tale på folkemødet i juni 2023 har på ny sat gang i debatten. Meningsmålinger viser, at mange, de fleste, går ind for aktiv dødshjælp. Men er det fordi, der bliver taget nogle forkerte udgangspunkter i debatten? Handler debatten om noget helt andet? Handler den om, at nogen mennesker har svært ved at forholde sig til livet, som det udfolder sig, på godt og ondt? Andre derimod kan se muligheder, selv i et liv med afhængighed. I løbet af foredraget gives der en definition på, hvad forskellen er på aktiv dødshjælp, passiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ud fra konkrete historier fra pressen vendes dilemmaer, som er forbundet med dødshjælp. Der tales om, hvorvidt det er muligt at opretholde en forestilling om, at livet har lige meget værdi, når der er bestemte situationer (sygdom og handicap) hvor det er legalt at hjælpe dem til at dø. Foredraget er provokerende. Det stiller spørgsmålstegn ved, om et af problemerne er, at det ikke er legalt at sige til syge og mennesker med handicap, at de skal tage sig sammen og få noget ud af livet.
Michael er født spastiker og har en lang erfaring med et liv med handicap. Han skriver om sit foredrag: Debatten om aktiv dødshjælp dukker op med jævne mellemrum. Angsten for smerte i livets sidste dage er reel. Men i dag kan man smertelindre så meget, at den døende ikke oplever store smerter. Derfor er udsagn som "Det er uværdigt at ende som grøntsag", med til at skabe det massive flertal i befolkningen, som går ind for aktiv dødshjælp. Stille glider debatten fra at handle om en forkortelse af livet på et par dage, til rettighed til at vælge livet fra, hvis man bliver en grøntsag. Hvad vil det egentligt sige at være en grøntsag? DRs dokumentarudsendelse "På tirsdag skal jeg dø", hvor Preben Nielsen insisterede på sin ret til aktiv dødshjælp, og at staten skulle stå for det, samt statsminister Mette Frederiksens tale på folkemødet i juni 2023 har på ny sat gang i debatten. Meningsmålinger viser, at mange, de fleste, går ind for aktiv dødshjælp. Men er det fordi, der bliver taget nogle forkerte udgangspunkter i debatten? Handler debatten om noget helt andet? Handler den om, at nogen mennesker har svært ved at forholde sig til livet, som det udfolder sig, på godt og ondt? Andre derimod kan se muligheder, selv i et liv med afhængighed. I løbet af foredraget gives der en definition på, hvad forskellen er på aktiv dødshjælp, passiv dødshjælp og assisteret selvmord. Ud fra konkrete historier fra pressen vendes dilemmaer, som er forbundet med dødshjælp. Der tales om, hvorvidt det er muligt at opretholde en forestilling om, at livet har lige meget værdi, når der er bestemte situationer (sygdom og handicap) hvor det er legalt at hjælpe dem til at dø. Foredraget er provokerende. Det stiller spørgsmålstegn ved, om et af problemerne er, at det ikke er legalt at sige til syge og mennesker med handicap, at de skal tage sig sammen og få noget ud af livet.