GALLERI TORNBY ved Tversted afholder fernisering lørdag den 18. maj kl. 13:00 med lundemaleren Jan Eriksen, som vil fremvise malerier med hans finurlige lunder og motiver fra Færøerne.
Alle interesserede er velkomne til ferniseringen, men faktisk åbner galleriet allerede kl. 11:00 på ferniseringsdagen, hvor man i ro og mag kan nyde kunsten i galleriet.
Desuden er der malerier på vej fra Sergei Inkatov fra Estland, som er ny udstiller i Galleri Tornby. Sergei maler abstrakte, farveglade malerier med et "touch", der ikke er set før. Så snart vi har modtaget Sergei's malerier, vil det blive offentliggjort på Galleri Tornby's sider på Instagram og Facebook samt på www.galleritornby.dk
Udover malerier og grafiske værker kan der også opleves nye spændende skulpturer i bronze, glas, keramik og træ. Alt i alt en flot og varieret kunstudstilling der er værd at køre efter!
Udstillingen kan opleves kl. 11 - 16 på samtlige dage i perioden den 18/5 - 20/5. Efter Pinsen er der normalt åbent på søndage kl. 11 - 16 og efter aftale ved henv. på tlf.: 2489 7262.
Også i 2024 forsikrer vi om, at man på Galleri Tornby kan nyde kunst af høj kvalitet fra hele verden, dog mest fra Skandinavien. Der kan opleves et væld af malerier, grafiske værker og nye flotte skulpturer i bronze, træ, glas og keramik.
Lundemaleren Jan Eriksen
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
Det føles altid rart, når man ved selvsyn har set en malers motiv.
På en rejse til Færøerne i midten af 80´erne så jeg lunder. Ikke en masse - jeg fik at vide, at de var blevet sjældnere med årene - men de var der, især ved og på Mykines.
Lunden kaldes også søpapegøje, og det er virkelig et passende navn. En kort buttet krop, et stort flerfarvet næb og orange ben. Dertil skal lægges en sær brummelyd, som den udstøder konstant.
Med den tendens, vi mennesker har med at psykologisere dyr, er lunden både nuttet og en smule komisk. I modsætning til de andre mere aerodynamiske fuglearter på Mykines er den en klodset flyver, og man spekulerer på, hvordan den lige passer ind i evolutionshistorien.
Det er denne fugl, Jan Eriksen maler. Ikke som den ser ud i en ornitologisk opslagsbog, men som han oplever den. Han arbejder groft sagt med to forskellige synsvinkler. En, hvor han zoomer helt ind på den enkelte lunde, og en, hvor han gengiver flere lunder sammen.
Fuglen males med store brede penselstrøg og ofte kraftige konturlinjer. Udtrykket er kraftfuldt og ekspressivt. Farven er ved første øjekast ikke naturalistisk. Jan Eriksen skruer op for paletten og viser os lunden, som var den en papegøje i en tropisk regnskov. Eksotisk, spraglet og juvelskinnende.
Når han viser os en enkelt lunde, står den monumentalt frem for os. Det er ikke så meget klovnen, vi møder, som noget roligt og urokkeligt. Den har været her længe før menneskers ankomst på scenen, og den vil blive her længe endnu, hvis vi ellers kan lade den være i fred.
Når Jan Eriksen skildrer flokke af lunder, griber han sagen anderledes an. Det, vi ser, er enten en tæt formation af buttede fuglekroppe eller én stor sammenfiltret masse, der gør det svært at skelne de enkelte fugle fra hinanden. Det virker nærmest, som om vi betragter én kæmpestor levende og funklende organisme.
Og det er her, det er en fordel selv at have set disse fugle. For det første er det virkelig som om, at lunder i flok nærmest minder om en fiskestime, der bevæger sig gennem vandet i rytmiske ryk. Eller når man ser i et kalejdoskop. Alt er et virvar af strålende og glinsende farver.
For det andet er Jan Eriksens glitrende palet ikke overdreven. Hvis man ser på det landskab, lunderne færdes i, har man de farvestrålende huse i de små bygder. Man har græsset, der er det saftigste og mest smaragdgrønne græs, jeg nogensinde har set. Og når solens stråler pludseligt rammer de ellers ofte gråtonede klippeøer, eksploderer alt i et orgie af farver og ligner faktisk de kulører, Jan Eriksen bruger i sine malerier.
Og så er der lige anden ting. Jan Eriksen har i modsætning til mig studeret lunderne i længere tid. Et studium, hvor han har opdaget, at fuglene i stedet for nærmest at være kopier af hinanden, i allerhøjeste grad har hver sin personlighed. En personlighed, der gør, at man, når man nu ved det, opdager, at hvert lundeportræt faktisk er unikt. At hver lunde, med en lettere omskrivning af en gammel talemåde, synger med hvert sit næb.
Lunderne føles med andre ord meget ægte. Jan Eriksens fascination smitter af på alle os, der betragter billederne. De viser, hvordan verden, når den ses gennem en kunstners temperament, føles vital og nærværende. Hans lunder kommer helt ind under huden på os. Ikke som klassens klovne, men som værdige og sprællevende eksempler på naturens mangfoldighed.
Alle interesserede er velkomne til ferniseringen, men faktisk åbner galleriet allerede kl. 11:00 på ferniseringsdagen, hvor man i ro og mag kan nyde kunsten i galleriet.
Desuden er der malerier på vej fra Sergei Inkatov fra Estland, som er ny udstiller i Galleri Tornby. Sergei maler abstrakte, farveglade malerier med et "touch", der ikke er set før. Så snart vi har modtaget Sergei's malerier, vil det blive offentliggjort på Galleri Tornby's sider på Instagram og Facebook samt på www.galleritornby.dk
Udover malerier og grafiske værker kan der også opleves nye spændende skulpturer i bronze, glas, keramik og træ. Alt i alt en flot og varieret kunstudstilling der er værd at køre efter!
Udstillingen kan opleves kl. 11 - 16 på samtlige dage i perioden den 18/5 - 20/5. Efter Pinsen er der normalt åbent på søndage kl. 11 - 16 og efter aftale ved henv. på tlf.: 2489 7262.
Også i 2024 forsikrer vi om, at man på Galleri Tornby kan nyde kunst af høj kvalitet fra hele verden, dog mest fra Skandinavien. Der kan opleves et væld af malerier, grafiske værker og nye flotte skulpturer i bronze, træ, glas og keramik.
Lundemaleren Jan Eriksen
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
Det føles altid rart, når man ved selvsyn har set en malers motiv.
På en rejse til Færøerne i midten af 80´erne så jeg lunder. Ikke en masse - jeg fik at vide, at de var blevet sjældnere med årene - men de var der, især ved og på Mykines.
Lunden kaldes også søpapegøje, og det er virkelig et passende navn. En kort buttet krop, et stort flerfarvet næb og orange ben. Dertil skal lægges en sær brummelyd, som den udstøder konstant.
Med den tendens, vi mennesker har med at psykologisere dyr, er lunden både nuttet og en smule komisk. I modsætning til de andre mere aerodynamiske fuglearter på Mykines er den en klodset flyver, og man spekulerer på, hvordan den lige passer ind i evolutionshistorien.
Det er denne fugl, Jan Eriksen maler. Ikke som den ser ud i en ornitologisk opslagsbog, men som han oplever den. Han arbejder groft sagt med to forskellige synsvinkler. En, hvor han zoomer helt ind på den enkelte lunde, og en, hvor han gengiver flere lunder sammen.
Fuglen males med store brede penselstrøg og ofte kraftige konturlinjer. Udtrykket er kraftfuldt og ekspressivt. Farven er ved første øjekast ikke naturalistisk. Jan Eriksen skruer op for paletten og viser os lunden, som var den en papegøje i en tropisk regnskov. Eksotisk, spraglet og juvelskinnende.
Når han viser os en enkelt lunde, står den monumentalt frem for os. Det er ikke så meget klovnen, vi møder, som noget roligt og urokkeligt. Den har været her længe før menneskers ankomst på scenen, og den vil blive her længe endnu, hvis vi ellers kan lade den være i fred.
Når Jan Eriksen skildrer flokke af lunder, griber han sagen anderledes an. Det, vi ser, er enten en tæt formation af buttede fuglekroppe eller én stor sammenfiltret masse, der gør det svært at skelne de enkelte fugle fra hinanden. Det virker nærmest, som om vi betragter én kæmpestor levende og funklende organisme.
Og det er her, det er en fordel selv at have set disse fugle. For det første er det virkelig som om, at lunder i flok nærmest minder om en fiskestime, der bevæger sig gennem vandet i rytmiske ryk. Eller når man ser i et kalejdoskop. Alt er et virvar af strålende og glinsende farver.
For det andet er Jan Eriksens glitrende palet ikke overdreven. Hvis man ser på det landskab, lunderne færdes i, har man de farvestrålende huse i de små bygder. Man har græsset, der er det saftigste og mest smaragdgrønne græs, jeg nogensinde har set. Og når solens stråler pludseligt rammer de ellers ofte gråtonede klippeøer, eksploderer alt i et orgie af farver og ligner faktisk de kulører, Jan Eriksen bruger i sine malerier.
Og så er der lige anden ting. Jan Eriksen har i modsætning til mig studeret lunderne i længere tid. Et studium, hvor han har opdaget, at fuglene i stedet for nærmest at være kopier af hinanden, i allerhøjeste grad har hver sin personlighed. En personlighed, der gør, at man, når man nu ved det, opdager, at hvert lundeportræt faktisk er unikt. At hver lunde, med en lettere omskrivning af en gammel talemåde, synger med hvert sit næb.
Lunderne føles med andre ord meget ægte. Jan Eriksens fascination smitter af på alle os, der betragter billederne. De viser, hvordan verden, når den ses gennem en kunstners temperament, føles vital og nærværende. Hans lunder kommer helt ind under huden på os. Ikke som klassens klovne, men som værdige og sprællevende eksempler på naturens mangfoldighed.