Spring til indhold

Den forandrede verden - udenrigspolitik før, nu og i fremtiden

Diverse: Foredrag

Deltag i en tankevækkende samtale mellem tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen og journalist Kurt Strand om aktuelle internationale kriser og politik.

Mød tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen og journalist Kurt Strand til en indsigtsfuld, underholdende og tankevækkende samtale og analyse af tidens største internationale kriser.
Krigen i Ukraine, den dybe splittelse blandt amerikanerne, USA's voksende rivalisering med Kina, krigen mellem Israel og Hamas er blot nogle af de emner, der bliver vendt, drejet og perspektiveret under arrangementet.
Friis Arne Petersen trækker på sin indsigt fra 40 års diplomati på øverste niveau. Han har blandt andet været ambassadør i Washington, Beijing og Berlin, og som ung diplomat var han på ambassaden i Egypten. Sammen med journalist Kurt Strand (kendt fra bl.a. DR2 og P1) er Friis Arne Petersen aktuel med bogen »Den forandrede verden«.
I bogen uddyber Friis Arne Petersen, hvorfor Ukraine ikke kan fortsætte en evig krig med Rusland, ligesom han argumenterer for, hvordan og hvorfor Nato er større og stærkere militært, økonomisk og teknologisk end nogensinde før i Natos 75 års lange historie. Han kommer også ind på, hvordan USA's indenrigspolitiske udvikling er inde i en dramatisk fase, der vil ændre på det transatlantiske forhold: Er Europa på vej til at være »alene hjemme« militært, og er Europa ikke mere verdens navle?
Du hører også mere om, hvorfor Friis Arne Petersen mener, at Danmark og EU ikke skal vælge mellem USA og Kina, men i stedet være åbne overfor samarbejde på en lang række områder, ligesom vi skal samarbejde med en række afrikanske lande, som buldrer frem med høje vækstrater.
Samtalen byder ikke kun på knivskarpe analyser. Du kommer naturligvis også til at høre anekdoter fra et langt liv i diplomatiets tro tjeneste - bl.a. om laksefiskeri med Uffe Ellemann-Jensen, håndtryk, te og småkager hos George Bush i Det Hvide Hus og iskold samtale med Serbiens præsident Milosevic.
Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål til både Friis Arne Petersen og Kurt Strand.