Spring til indhold

Et dukkehjem

Teater: Skuespil

Den verdenskendte klassiker "Et dukkehjem" iscenesættes i en Aalborg version af fix+foxys sitespecifik stueforestilling med kun 20 publikummer per aften!

Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem' er et af de mest spillede teaterstykker i verden - måske fordi Ibsen forstår virkelige mennesker. Ibsen ville, at teatret skulle være ligesom det rigtige liv. Skuespillerne skulle agere som rigtige mennesker, og scenen skulle ligne et virkeligt hjem. Derfor spiller vi 'Et Dukkehjem' i private hjem. Tre skuespillere, en iPod, et par, deres hjem og 20 publikummer skaber sammen den mest naturalistiske udgave nogensinde af Ibsens verdensberømte ægteskabsdrama. fix+foxys 'Et Dukkehjem' er blevet opført i lokale versioner i forskellige lande, foreløbigt på dansk, svensk, engelsk, norsk og fransk. Nu kommer Aalborg-versionen med Minna Johannesson som instruktør. Skuespilleren Troels Thorsen var en af de medvirkende i den oprindelige urpremiere på 'Et Dukkehjem'. fix+foxy bad ham huske tilbage på processen: "Vi anede ikke, hvem vi ringede på hos (produktionen var de eneste som vidste det). Det gav nogle helt fantastiske og ret vilde oplevelser. Nogle aftner var helt magiske, og det er bestemt en teaterform, der kan udforskes endnu mere. Jeg er ret sikker på, at oplevelsen for det par, vi besøgte, var ret unik. Et minde for livet. Det var det også for mig som skuespiller". Skuespiller Troels Thorsen.