Spring til indhold

Rudersdal Sommerkoncerter: Musik over Atlanten!

Musik: Andet/Ukendt

Fire venner fra hver sin side af Atlanten har sat hinanden stævne ved Rudersdal Sommerkoncerter i Gl. Holte. Pianisten Martin Staub og violinisten Angela Gobuleva fra Schweiz mødes med cellisten Paul Marleyn og klarinettisten James Campbell fra Canada.

Programmet byder også på musik fra begge verdensdele. Ensemblet lægger ud med Beethovens kendte 'Gassenhauer Trio'. Fra USA opføres en kvartet af Peter Schickele, der både var en komponist og satiriker. Der er også et canadisk værk med i nodemappen, en helt ny kvartet af en af landets mest succesfulde komponister, Allan Gilliland, hvis musik spilles over hele verden. På den musikalske vej tilbage til Europa, bringer musikerne en hilsen fra årets færøske festivalkomponist, Sunleif Rasmussen: miniaturen "Kvøda", som betyder hilsen. Koncerten slutter, hvor den startede: i musikkens by, Wien. Walter Rabl er en overset romantiker, der ikke har efterladt sig mange værker. Kvartetten for klarinet og klavertrio er er hans opus 1 og vandt førstepris i en konkurrence, hvor Brahms var dommer. Martin Staub og Angela Gobuleva spiller til dagligt sammen i Schweizer Klaviertrio. James Campbell er professor ved Indiana University Jacobs School of Music i Bloomington. Paul Marleyn er oprindeligt fra England, men har boet mange år i Canada, hvor han har været professor først i Manitoba og siden i Ottawa. Koncerten spilles i Stjernesalen. Billetter sælges via Ticketmaster.