Spring til indhold

Dagstur i kano eller kajak fra Ry til Ry

Diverse: Natur

Læs vores forslag til kanoture med start- og slutsted ved Ry, hvor vi har lejet kanoer ud i 60 år. Forskellige gode strækninger til forskellige behov.

Gammel Rye-turen

Turbeskrivelse
Strækningen fra Ry til Gl. Rye teltplads består af mindre søer og å-strækninger. Det giver den besøgende mange naturoplevelser, som du ikke finder på den smalle å. F.eks. ser du her på søerne lappedykkere, hejrer, skarver, flere slags ænder samt blishøns. Samtidig får du den vide udsigt til bakkerne og skovene i Søhøjlandet. Strækningen syd for Ry er mindre trafikeret, da opstemningen ved Ry Mølle forhindrer motorbåde i at passere.

Fra Ry til Gl. Rye teltplads er der ca. 8 km. I kano tager det omkring 2-3 timer. Ved den sydlige bred af Gudensø findes en rasteplads, hvorfra der er en stiforbindelse til Øm Kloster. Her vises arkæologiske fund om munkenes lægekunst og en klosterhave med datidens lægeurter.

Ved Gudenåen mellem Gudensø og Mossø findes en rasteplads (Emborgbro) ved vejbroen. Her er borde, bænke og toilet. Lidt længere oppe ad åen skal du sejle ad den smalle Salten Å mod højre for at finde Gl. Rye teltplads, en lækker plads hvor der er opholdsarealer og toiletter. Ved ophold for større grupper skal teltpladsen kontaktes i forvejen på tlf. nr. 86 89 80 26. Turen tilbage til Ry er med strømmen.

Sejlturen tager ca. 3 timer til Gl. Rye og ca. 2 timer retur til Ry.

Himmelbjergturen

Turbeskrivelse
Start kanoturen i Ry. Herfra er der ca. 7 km til Himmelbjerget, hvilket kan nås på ca. 2 timer uden pause. Halvvejs ligger et stort fredet område - Alling Vest fredningen. Her er der toiletter, bålplads og en teltplads.

Hele området må benyttes. Træk kanoen på land mens du raster, da bådebroerne er forbeholdt motorbåde. Gå evt. en tur op på "Udsigten", hvorfra du ser over hele søområdet. Før udsejlingen til Julsø er der en lille rasteplads ved bro nr. 53. Er der for meget blæst på Julsø til at sejle til Himmelbjerget, kan du gå herfra ad stier gennem skoven (træk kanoen på land imens).

Der findes en dejlig rasteplads nær Himmelbjerget til venstre inde i bugten ved bro nr. 52. Også her må kanoen trækkes på land, mens du raster. Du kan evt. gå gennem skoven til Himmelbjerget herfra. Vil du bestige Himmelbjerget, kan kanoen placeres bag bro nr. 51 til venstre for rutebådene eller helt til højre for rutebådenes anløbspladser (ved den lille sandstrand).

Sejlturen tager ca. 2 timer hver vej.

Turen købes på hjemmesiden.