Spring til indhold

Stig Rossen Julekoncert

Musik: Rock/Pop

Stig Rossen bringer julestemningen til Musikhuset. Ingen jul uden Stig Rossen og årets julekoncert. Det gælder naturligvis også i 2024, hvor Stig for 30. år i træk drager landet rundt og spreder julestemning til Musikhusets Store sal.

Alting emmer af julehygge, når ilden gløder i den store pejs midt på scenen, der er udsmykket med smukt pyntede juletræer, lanterner og den store, plyssede lænestol, hvorfra årets julehistorie bliver læst højt. Bag scenen daler sneen ned over de to storskærme, og mon ikke Julemanden selv puster lidt magi ud mod publikum deroppefra?

Med sig på scenen har Stig Rossen en sprudlende gæstesolist samt hele det trofaste julehold. Det er som altid kapelmester Thomas Jaque, der står i spidsen for det velspillende 6-mandsband og de fire fantastiske korsangere. Sammen leverer de et bredt repertoire med alt fra traditionelle salmer til mere gospelinspirerede julehits. Der er helt nye sange og engelsksprogede favoritter på programmet, men det er de dansksprogede juleklassikere, der er i centrum.

For Stig Rossen handler julen om alle de varmeste værdier, om nærvær og næstekærlighed, og uanset om du er til årets julekoncert for første gang eller for 30 år i træk, er du garanteret en stemningsfuld koncertoplevelse båret af musikalitet og julehygge.

Stig og hele juleholdet glæder sig til at synge julen ind sammen med jer.