Poul Bundgaard. Kendt fra film, teater og tv, men i bund og grund var han sanger. Han blev den helt store operettestjerne med "Herren Som Skabte Alt På Jord", Dybt I Min Drøm" osv. osv. Et broget liv skabte denne store danske sangstjerne.
I hans unge dage....På et tidspunkt var han kommis i Brugsen på Blåmunkevej, og min egen far kan huske, at man altid kunne høre Poul Bundgård gå rundt og synge og fløjte, mens han passede sit arbejde. Eugen Tajmer, som var bydreng i samme butik husker: at omegnens kønne piger kappedes om at blive ekspederet af ham, fordi han var så flot og charmerende; og så sang han jo på italiensk. Der var jo ikke et øje tørt, når han sang "O Solo Mio".
En dag i Italien kom der et telegram fra Det ny Teater i Oslo, man kunne tilbyde ham hovedrollen i »Greven af Luxemburg«. Han ringede omgående til teatrets direktør, og da Poul hørte størrelsen på den gage, man tilbød ham, slog han hurtigt til. Han fortalte sin sanglærerinde om beslutningen, men hun bad ham blive et år til, for nu havde hun lige fået hans stemme på ret køl, og fået pillet de værste unoder væk fra hans syngemåde, og nu troede hun på en operakarriere for ham. Alt dette var sød musik i Pouls øren, men han måtte tænke på det økonomiske.
Forinden havde han ansøgt om at komme ind på Det kongelige Teater i København. På vej til Oslo aflagde han derfor prøve på Det kongelige Teater. Han sang et par arier, og blev engageret som operasanger ved teatret.
Efter forestillingen i Oslo begyndte han på sine 15 år som ansat på det Kongelige teater. Han glædede sig meget, og teatret skuffede ikke ham - men måske omvendt. Den stemme han havde aflagt prøve med nogle måneder før, var næsten bragt tilbage til det punkt, han startede med i Italien. Det var faktisk ikke så godt, men teatret tog det pænt. Han fik lov til at synge en masse små roller, mest komiske, og det klarede han godt.
Man havde nok regnet med, at hans stemme snart ville komme tilbage, men det gjorde den aldrig. Teatret var i begyndelsen skuffet over, at deres nye tenor aldrig kom til at synge de store og krævende partier. Han selv var ved at gå helt i stykker, det var rædselsfuldt ikke at svare til deres forventninger, for slet ikke at tale om hans egne drømme, der svandt langt væk. Det var en forfærdelig tid! "Var jeg dog bare blevet i Rom et par år til." Sagde han selv.
Midt i hans »sangnedgangstid« fik han et gevaldigt skub fremad: Han fik hovedrollen i »Farinelli«; operetten af Emil Reesen og Mogens Dam. Den kom til at betyde et vendepunkt i hans liv!
Underviser: Ivan Liljebæk
Hold: 24223011.
I hans unge dage....På et tidspunkt var han kommis i Brugsen på Blåmunkevej, og min egen far kan huske, at man altid kunne høre Poul Bundgård gå rundt og synge og fløjte, mens han passede sit arbejde. Eugen Tajmer, som var bydreng i samme butik husker: at omegnens kønne piger kappedes om at blive ekspederet af ham, fordi han var så flot og charmerende; og så sang han jo på italiensk. Der var jo ikke et øje tørt, når han sang "O Solo Mio".
En dag i Italien kom der et telegram fra Det ny Teater i Oslo, man kunne tilbyde ham hovedrollen i »Greven af Luxemburg«. Han ringede omgående til teatrets direktør, og da Poul hørte størrelsen på den gage, man tilbød ham, slog han hurtigt til. Han fortalte sin sanglærerinde om beslutningen, men hun bad ham blive et år til, for nu havde hun lige fået hans stemme på ret køl, og fået pillet de værste unoder væk fra hans syngemåde, og nu troede hun på en operakarriere for ham. Alt dette var sød musik i Pouls øren, men han måtte tænke på det økonomiske.
Forinden havde han ansøgt om at komme ind på Det kongelige Teater i København. På vej til Oslo aflagde han derfor prøve på Det kongelige Teater. Han sang et par arier, og blev engageret som operasanger ved teatret.
Efter forestillingen i Oslo begyndte han på sine 15 år som ansat på det Kongelige teater. Han glædede sig meget, og teatret skuffede ikke ham - men måske omvendt. Den stemme han havde aflagt prøve med nogle måneder før, var næsten bragt tilbage til det punkt, han startede med i Italien. Det var faktisk ikke så godt, men teatret tog det pænt. Han fik lov til at synge en masse små roller, mest komiske, og det klarede han godt.
Man havde nok regnet med, at hans stemme snart ville komme tilbage, men det gjorde den aldrig. Teatret var i begyndelsen skuffet over, at deres nye tenor aldrig kom til at synge de store og krævende partier. Han selv var ved at gå helt i stykker, det var rædselsfuldt ikke at svare til deres forventninger, for slet ikke at tale om hans egne drømme, der svandt langt væk. Det var en forfærdelig tid! "Var jeg dog bare blevet i Rom et par år til." Sagde han selv.
Midt i hans »sangnedgangstid« fik han et gevaldigt skub fremad: Han fik hovedrollen i »Farinelli«; operetten af Emil Reesen og Mogens Dam. Den kom til at betyde et vendepunkt i hans liv!
Underviser: Ivan Liljebæk
Hold: 24223011.