Spring til indhold

Son Of Caesar

Musik: Rock/Pop

Son Of Caesar vender tilbage til Dexter! Snart er ti vintre kommet og gået, siden Son Of Caesar udgav sit debutalbum "Winter came and went". Nu vender han tilbage til spillestedet, hvor det hele begyndte.

Lørdag den 25. maj 2024 er det igen muligt at opleve Son Of Caesar på Jazzhus Dexter. Sammen med sit band markerer han jubilæet for sit debutalbum "Winter came and went", der udkom den 30. september 2013. "Det er ikke helt til at forstå, at der er gået ti år. Da jeg lyttede til pladen i anledningen af ti-års-dagen, var det som at finde en bunke postkort fra fortiden. Utallige historier og minder om mennesker og steder blomstrede op for mit indre, og jeg kunne mærke, at tiden var ved at være moden til at vække sangene til live igen," siger Peter Nørgaard Mathiasen, der begyndte at udgive musik under kunstnernavnet Son Of Caesar i foråret 2012. I et facebook-opslag, der markerede jubilæet, efterspurgte flere brugere, at Son Of Caesar igen skulle tage en tur på landevejen og give koncerter. Men når guitaren igen bliver pakket ud af kassen, er det ikke med planer om at tage på en større turné. Jubilæumskoncerten er en enkeltstående begivenhed, og hos bagmanden har der aldrig hersket nogen tvivl om, hvor koncerten skulle finde sted. "Jazzhus Dexter har altid været mit yndlings spillested i Odense. Jeg trådte første gang op på den lave scene på det gamle spillested med en håndfuld af mine egne sange til Songwriters Circle i februar 2006. Siden har Dexter altid boet i mig. Det er nok også derfor, at der, i min sang "Letter to Jack", er et lille kip med hatten til Dexter Gordon," siger Peter Nørgaard Mathiasen. Præcis hvordan koncerten kommer til at løbe af stablen, vil Peter Nørgaard Mathiasen ikke afsløre for meget af nu. Men han lover, at der vil være rig mulighed for at tage på en rejse tilbage i tiden. "Vi må se, hvor meget pyroteknik, vi kan på presset ind på scenen. Hvis brandmyndighederne har nej-hatten på, så forestiller jeg mig, at vi tager en omhyggelig rundtur i bagkataloget uanset med alle de gamle sange. Jeg tvivler på, at nye sange finder vej til setlisten, men det vil kun tiden vise," siger Peter Nørgaard Mathiasen.