Spring til indhold

Djurzz Forårs Jazz - et stævne for amatørjazz-musikere

Musik: Jazz

Djurzz Forårs Jazz afholdes på Kulturhotellet i Rønde lørdag den 27. april 2024 kl. 10-17.

Vil du forbedre din klang, øge din rytmiske bevidsthed og blive bedre til at spille sammen med andre? Så er amatørjazz stævnet Djurzz Forårs Jazz noget for dig - en hel dag med udgangspunkt i bigband arrangementer af tre jazzmelodier.

Målgruppen for stævnet er aktive og potentielt aktive amatør jazz-musikere. Det er en forudsætning, at man kan spille efter noder og har et grundlæggende kendskab til sit instrument.

Som støtte til forberedelsen udsendes noder til stævnets tre melodier en måned før, og der afholdes onsdag den 3. april kl. 19.00-20.30 et online-webinar, hvor melodierne og øve-forslag præsenteres.

I løbet af stævnet den 27. april indøves de tre melodier. Der arbejdes i instrumentgrupper: træblæsere, messingblæsere og rytmegruppe (ikke vokal) med klang og samspil med henblik på dagens afsluttende opførelse af numrene i et kæmpe bigband-samspil.

Den afsluttende koncert livestreames på Youtube og Facebook som støtte til kampen for en grønnere verden.

Seneste tilmeldingsfrist er 15. marts 2024. Pris kr. 175, der dækker dagens forplejning. Se mere og tilmeld dig her. Forberedelses online-webinar 3. april 2024 kl. 19.00-20.30.