Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Besøg nissernes hjem i Julelandsbyen

Diverse: For børn

Har I lyst til en julehyggelig oplevelse uden puffen og masen? Så tag ud i Julelandsbyen og gå på opdagelse i nissernes spændende gårde og udhuse. Nisserne er ikke hjemme - men de har pyntet op til julen og I er velkomne indenfor i deres gamle huse.

Lidt uden for Odense centrum ligger en eventyrlig lille landsby, med spændende gamle huse, hvor nisserne bor her i december. Her er lavt til loftet, der lugter måske lidt af røg og her er ingen moderne bekvemmeligheder som lys, varme og rindende vand. Men her er lune skind at sidde i og nisserne har pyntet op til julen, gjort klar til nissegrøden og alt står og venter på den dejlige juletid. De store nisser har forladt landsbyen for en stund - de er ude at samle materialer ind til julen. Kun i fadeburet kan I måske få øje på de små fadebursnisser - hvis I har gode øjne og kan være stille. Fadebursnisser er nemlig sky og rejser næsten aldrig hjemmefra, så måske opdager I dem, når I stille kigger ind udefra.

Børn og voksne kan selv gå på opdagelse i husene og i museumsbutikken kan I få et opgaveark, som I kan prøve at løse på jeres vej rundt i nissernes landsby. Ude i kulden kan I lege gamle julelege fra da farfar var dreng. Tag eventuelt madpakken med og spis den under stakladens tag - I kan købe cacao og andre varme drikke i butikken.

Her er gode (gratis) parkeringsmuligheder, ingen stress og jag og landsbyen er så lille at man simpelthen ikke kan blive væk... Køb eventuelt jeres juletræ her hos nisserne - eller hvad med en spændende, anderledes julegave købt i museumsbutikken?

Har I lyst til at besøge nisserne - mens de er hjemme? Så besøg Julelandsbyen i weekenden 9.-10. december kl. 10-16 - Her vil være masser af spændende aktiviteter og søde nisser at lave dem sammen med. Med et aktivitetskort (60 kr.) kan I disse dage få mange timer til at gå sammen med familien, når der skal filtes, flettes og bindes pynt og julehjerter i "Hjerteriet" af halm, pil, uld, læder og andre naturmaterialer. I "Julelampehuset" kan I desuden hygge jer i skindene med varm kakao og historier. På udvalgte tidspunkter dagen igennem vil der være fortælling eller højtlæsning - men ellers kan I selv læse højt fra de gamle julebøger fra Oldemors tid - nogle af historiebøgerne er endda over 100 år gamle. (Forhøjet entrépris 9.-10. dec.).