Spring til indhold

Levetid - På vej i døden i levende live

Udstilling: Billedkunst

En udstilling om temaet aldring, hvor du inviteres med ind, til at undres, røres og reflektere over, hvad det vil sige at ældes.

I perioden d. 10. februar - 25. maj 2024 har du mulighed for at opleve gruppeudstillingen Levetid - På vej mod døden i levende live! i Kunstetagerne Hobro. I udstillingen præsenterer de syv kunstnere Camilla Dayyani, Diana Nordbek, Dorthe Lund, Malene Kløve Dalsgaard, Marianne T Pedersen, Marie Netterstrøm og Ulla Skov Jensen nye værker, som alle er skabt ud fra temaet aldring.

Kunstnerne har i flere år arbejdet sammen i kunstnergruppen Stamcellerne. Gruppen består af fem billedkunstnere, der arbejder med henholdsvis skulptur, maleri, tegning, foto, video og lyd, samt en komponist og en skuespiller. Gruppens medlemmer selv spænder fra 30-70 år, hvilket medvirker til at emnet bliver behandlet fra vidt forskellige udgangspunkter.

Udstillingen sætter spørgsmålstegn ved den verserende, overvejende negative opfattelse af det at blive ældre, hvor man efter endt arbejdsliv kan blive opfattet som en byrde for samfundet, og i hvert fald ikke brugbar mere. Denne opfattelse vil kunstnerne gerne gøre op med og undersøge alternativer til. De ønsker at kse nærmere på, hvad det betyder at blive ældre, og derved komme nærmere en accept af den naturlige aldringsproces.

I løbet af udstillingsperioden vil det være mulighed for at deltage i artist talks, performances og faglige diskussioner om aldring.

Foto: Ulla Skov Jensen. Saadi, 1946.