Spring til indhold

Tysk Filmklub - Die bleierne Zeit

Diverse: Foredrag

Tysk Filmklub viser Margarethe von Trottas internationale gennembrudsfilm Die Bleierne Zeit - på dansk De tyske søstre.

Inspireret af RAF-terroristen Gudrun Ensslins biografi fortæller Margarethe von Trotta den fiktive historie om to søstre fra middelklassen, der bliver politisk aktive i 1968. Mens Juliane (Jutta Lampe) vælger at blive journalist og bekæmpe systemet indefra, går Marianne (Barbara Sukowa) en anden og mere radikal vej. Hun forlader mand og barn og slutter sig til den væbnede modstand hos Rote Armee Fraktion. Da søstrene voksede op i 1950'erne i et protestantisk præstehjem, var det omvendt, dengang var Juliane den oprørske og Marianne den lydige. Instruktøren Margarethe von Trotta fletter scener fra søstrenes barndom sammen med scener fra fængslets besøgscenter, hvor søstrene fører lange samtaler, mens Marianne er indsat. Da hun imidlertid dør i fængslet, vier Juliane sit liv til at finde ud af, om søsteren begik selvmord eller blev myrdet.
Filmens hovedpersoner læner sig op ad virkelighedens RAF-terrorist Gudrun Ensslin og hendes søster, journalisten Christiane Ensslin. Instruktøren Margarethe von Trotta står også bag manuskriptet til filmen, som blev hendes internationale gennembrud og indbragte hende hovedprisen, Den Gyldne Løve, ved premieren på filmfestivalen i Venedig i 1981.
Som altid indledes filmen med en kort introduktion. Filmen vises med engelske undertekster.
Tysk Filmklub er et samarbejde mellem Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, Kulturhuset Islands Brygge og Goethe-Instituttet. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.
Foto: © STUDIOCANAL GmbH.