Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Koncert med Sylvester Larsen

Musik: Andet/Ukendt

Sylvester Larsens nye album, 'Sætter ild til natten', er drevet af spilleglæde og legesyge og er en tilbagevenden til uperfekt musik - spillet af rigtige mennesker.

På 'Sætter ild til natten' er computeren sat i skammekrogen på mere end én måde. Tidens algoritmedominerede samfund og menneskers tiltagende skærmafhængighed er temaer, der belyses i flere af sangene.

Gamle koryfæer som blandt andre Supertramp, Stevie Wonder og Elton John har altid været store inspirationskilder for Sylvester Larsen, og det kan både høres i produktionen og sangskrivningen. Holdet af musikere består af Mikkel Sørensen, som er medkomponist på flere af sangene, Kenni Andy Jørgensen (Baal, Mike Tramp) og Klaus Nielsen (Grandmaster Dee Pee).

Sylvester Larsen har siden sin albumdebut været gæst i diverse tv- og radioprogrammer og har fået sine sange spillet på landsdækkende og udenlandske radiostationer. Følgende sange har været flittigt spillet på landsdækkende radio: "Silver dollar", "Bekymre sig en anden dag", "Lola", "Den evige stad", "Stand up" med flere.

Han har desuden medvirket i indslag på Go' Aften Danmark, TV2 Lorry, TV-Avisen og Aftenshowet. I efteråret 2024 tager Sylvester Larsen med sit band på Danmarksturné og spiller sange fra det nye album såvel som gamle bangere fra hans efterhånden store bagkatalog.