Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Upcycling workshop med Maria Møller

Diverse: Workshop

Kom med til en upcycling workshop med influencer Maria Møller.

Til denne workshop lærer du at brodere små motiver eller tekst på tøj og tasker.

Broderi er en god måde at dække pletter eller små huller, og kan derved give tøj og tasker forlænget levetid. Derudover er broderi også en god måde at personliggøre tøj man allerede har eller finder i genbrugen. En kedelig hvid top eller sweatshirt kan fx blive lidt mere spændende af at få broderet en lille blomst eller tekst på, og genbrugsbutikkerne er fyldt med den slags. Der vil også være mulighed for at bruge tekstiltuscher og garn til at pynte sit tekstil eller strik.

Om Maria Møller

Workshoppen afholdes af Maria Møller, der til dagligt arbejder med kreative projekter bl.a. på sin Instagramprofil @mariamollerdk. Her inspirerer hun tusindvis af mennesker til at kaste sig ud i syning, strik, perlerier, linoleumstryk og mange andre gør-det-selv-projekter ofte med udgangspunkt i genbrug. Under workshoppen deler hun gerne ud af sine bedste tips og tricks til at lave kreative projekter med genbrug.

Hvad skal du medbringe

Som deltager skal du medbringe dit gode humør, tålmodighed og noget du kan brodere på. Det kan være du har et par jeans med et lille hul, en kedelig bluse eller et plettet pudebetræk som trænger til lidt broderi. Som nybegynder anbefales det at tekstilet du medbringer, er fast og ikke meget elastisk. Til workshoppen vil der også være noget genbrugstekstil, som du kan lege med.

Praktisk

Workshoppen varer 3 timer, og man skal være der, når det starter. Det kan være en god ide at medbringe drikkelse og lidt at spise. Arrangementet er for unge og voksne.

Billetter

Arrangementet er gratis, men du skal booke en billet enten via linket her på siden, via telefon eller på biblioteket.

Arrangementet er arrangeret i samarbejde med Guldborgsund-bibliotekerne og Europe Direct-Sjælland med støtte fra EU-kommissionens repræsentation i Danmark.