Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Foredrag: De 7 gode ideer - Sociale fælleder - i Folkehuset Ankersgade

Diverse: Foredrag

Hvordan vores sociale liv har et eksplosivt potentiale til at forandre verden. I dag er de fleste fælleder enten blevet omdannet til privat jord eller gjort til.

Hvordan vores sociale liv har et eksplosivt potentiale til at forandre verden

Fælleden * Fællesskabets potentiale * Ejendomstyper * Følelsesøkonomi * Tinder, GoMore og Joe & The Juice * Postfordisme og toyotaisme * Værdien af et smil

Fælleden er den jord, som ingen ejer, hvor de jordløse i gamle dage kunne lade deres køer græsse og på den måde klare sig selv. I dag er de fleste fælleder enten blevet omdannet til privat jord eller gjort til offentlig ejendom, som f.eks. Fælledparken. Men fælleden er ikke død. For overalt omkring os findes der også sociale fælleder, der udspringer af vores sociale liv med hinanden, og som skaber enorm værdi for alle. Det kunne fx være sociale fænomener som sproget, hjælpsomheden eller den fede stemning i en bydel. De er ejede af alle og ingen. Men i en serviceøkonomi, der i stigende grad baserer sig på følelser, oplevelser og viden, er de sociale fælleder blevet tidens måske mest værdifulde ressource. En ny runde privatiseringer af fælleden er på den måde skudt i gang med alle kendetegnene for en ny guldgraver-feber.

Hvorfor interessere sig for ideen?

Sociale fælleder er nøglen til at forstå den moderne økonomi, der i stigende grad er blevet en følelsesøkonomi. Med ideen om sociale fælleder bliver vores begreb om ejendomsret udfordret, og vi bliver bevidst om alle de sociale fænomener omkring os, der fylder vores liv med værdi. Du vil aldrig se på smilet i supermarkedet på samme måde igen.

Hvad får jeg ud af foredraget?

Sociale fælleder er en radikal ide, der vil ændre dit syn på betydningen af det sociale og på økonomi i det hele taget. Ideen har potentialet til at fylde dit lokalsamfund med liv, når nye, stærke sociale fælleder begynder at knopskyde overalt i form af delebilsordninger og fællesspisninger. Mærk styrken i at gøre noget sammen med andre uden om både stat og marked.

Om underviseren

Jakob Holgersen Lovas er filosof og optaget af, hvordan ideer kan påvirke vores liv og handlinger. Han er uddannet i filosofi og kritisk teori fra Københavns Universitet og Ludwig Maximilian Universität München, og han har som lærer i filosofi undervist hundredvis af mennesker i vores kulturs bedste ideer og det potentiale, de har til at skabe forandringer. Han har holdt foredrag over hele landet og skrevet om mange forskellige emner. Hans fokus er altid at få filosofien væk fra den verdensfjerne abstraktion og ud i virkeligheden for at skabe værdi for mennesker. Her har filosofien et enormt overset potentiale.

Jakob Holgersen Lovas er et højskolemenneske, der tror på dannelse og værdien af at virke i samspil med andre. Derfor er han medstifter af Danmarks grønne højskole, Højskolen Grobund, der ligger på Djursland ved Ebeltoft, og holder kurser i tiny house-byggeri, permakulturlandbrug og filosofi om grøn omstilling.

Arrangeret i samarbejde mellem FO-Aarhus, Folkehusene i Aarhus og Sundhed & Omsorg i Aarhus Kommune