Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Åben langbordsmiddag på Langelinieskuret

Diverse: Foredrag

Kulturdistriktet præsenterer i samarbejde med Langelinieskuret årets mest spektakulære begivenhed Åben Langbordsmiddag - en hyggelig, uformel og meget lækker fællesspisning oppe på promenadedækket med kig til byens spir og Øresund.

Anledningen er, som altid, at skabe den der helt specielle følelse af fællesskab som vi synes, at særligt open air pop-ups er så gode til. Det er derfor, at vi er ekstra begejstrede for, at Åben Langbordsmiddag som første arrangement nogensinde lancerer Langeliniepromenaden og dets 100 meter permanente langbord som Københavns nye blågrønne byrum.

I den anledning har vi inviteret nogle af de bedste inden for pop-up verdenen, nemlig Rødder, som vanen tro disker op med en lækker menu på årstidens lokale og økologiske råvarer. Yay!

På promenadedækket står Skurets Vinsalg klar med et forfriskende udvalg af kølige vine og vand, samt fadøl fra Depanneur. Se vinudvalg i billetoversigten.

Der er også mulighed for køb af vin på dagen (egne drikkevarer må ikke medbringes).

LANGBORDSMENU- Surdejsbrød og creme på ingridærter
Carpaccio af brændt glaskål, grøntsagssaft, citrus, urteolie og grønt
Knoldselleri, Anicialinser, sauce på grillede løg, solbær og grønt
Kartofler, syltede rødder, urter og dansk feta
Salater fra små gårde, ristet bladkåls-vinaigrette, syrnet kål og knas

Programmet ser i grove træk ud som følger:

Kl. 16.30-17.45 Check-in og aktiviteter for børnefamilier
Kl. 18.00 Velkomst ved Åben Festival og Langelinieskuret
Kl. 18-19 Fællesspisning
Kl. 19.30-20.00 Musikalsk indslag og blød overgang til..
Kl. 20.00-21.00 ..efterhygge og vi pakker sammen

Hvis det regner eller blæser en halv orkan, rykker vi en etage ned i Langelinieskurets historiske og meget smukke lokaler.

Så kom, læn dig tilbage (eller måske frem) og nyd lækker mad, vin og fællesskab på Københavns nye spektakulære promenadedæk!

OM RØDDER
Rødder holder til i Pladefabrikken på Bispevej i NV, hvor de til hverdag har en åben frokostkantine, der i weekenden transformeres til et hyggeligt eventspace. De laver økologisk catering til alle lejligheder, popper op med langborde i marker og alle mulige og umulige steder og meget mere - alt sammen med udgangspunkt i hyggelige og nærværende rammer, økologiske og lokale råvarer fra små regenerative jordbrug og grøn velsmag på tallerkenen.

Følg Rødder på insta @roddercph

OM ÅBEN FESTIVAL
Åben Festival er hele Østerbro og Nordhavns samfundsbevidste bydelsfestival.

Festivalen inviterer som sædvanlig til fest og fejring med opfordringen; gå åbent til verden, lad dig begejstre og mød dine naboer omkring kunst og kulturoplevelser.

Til årets festival er de små de store, når vi som gallerne bunder trylledrikken og rejser os mod global kassetænkning, ensretning og nødvendighed. Vores lokale modsvar er en perlerække af "fællesskabende" pop up-oplevelser rundt omkring på Østerbro og Nordhavn.

Så kom og vær med til at fejre kunst og kulturel mangfoldighed, når vi sammen skaber en bydel, hvor frirum, fejring og fællesskab hersker for en weekend.

TILGÆNGELIGHED
Åben Festival er optaget af at skabe størst mulig tilgængelighed og inklusion, så alle føler sig velkomne. Vi arbejder derfor på at mindske barriererne for deltagelse og øge oplevelsen af både fysisk, mental og social tilgængelighed.

Vi sørger for at kommunikere tilgangsforhold på de enkelte begivenheder, men som lille, frivillig forening, der arbejder med pop up-oplevelser, kan der være blind spots.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til vores tilgængelighedsformidling.

Vi ønsker alle en god festival.

TILGANGSFORHOLD
Lift / rampe / niveaufrit til indgang
Handicaptoilet inden for 50 meter af langbordet
Handicapparkering
Gratis adgang for ledsager (skriv til os på kontakt@aabenfestival.com)
Mulighed for at spise / drikke på stedet
Stole / bænke man kan hvile sig på.