Spring til indhold

Tirsdagskomsammen: Foredrag: KZ-lejrenes glemte danskere

Diverse: Foredrag

Til denne tirsdagskomsammen fortæller journalist Tim Panduro om de danskere, der blev deporteret til koncentrationslejre fordi de blev stemplet som asociale eller vaneforbryder.

I efteråret 1944 indledte tysk politi en usædvanlig jagt i de større danske byer en jagt, der førte til tragedier og enorme dødstal, men som alligevel er næsten glemt i dag. Tyskernes ofre var disse såkaldte asociale og vaneforbrydere; betegnelser, der med løs hånd blev delt ud til sortbørshandlere, småkriminelle, drukkenbolte og arbejdsløse. Over 400 af dem blev sendt i koncentrationslejren i Neuengamme, hvor en tredjedel døde. Det medrivende foredrag kombinerer samtidige beretninger og pårørendes oplevelser med skildringer af et samfund, der før, under og efter Anden Verdenskrig var med til at trække glemslen ned over de deporterede og deres pårørendes historie. Foredraget trækker den glemte fortælling frem med udgangspunkt i forskellige cases med både deporterede og pårørende. Foredraget baserer sig på Tim Panduro og Maya Schusters velanmeldte bog De asociale kz-lejrenes glemte danskere. Fortællingen lægger sig i tråd med de senere års debatter om samfundets behandling af sprogøpiger, børnehjemsbørn, udviklingshæmmede og andre af samfundets udsatte grupper. På billederne ses Haakon og Charles, der begge blev deporteret til KZ-lejren Neuengamme. Foredraget er gratis. Kaffe og kage: 20 kr.