Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Patina (DK) på Musikefterskolen i Humble

Musik: Andet/Ukendt

Musikefterskolen i Humble er stolte over at præsentere det danske band Patina, der spiller koncert på skolen d. 17. september 2024.

PATINA blev dannet i 2018 og udgav debutalbummet 'Drømmefanger' i februar 2021 - efter et 2020 hvor bandet for alvor gjorde deres indtog på den danske musikscene. Her blev bandet belønnet med en nominering til P3s talentpris, spillede en flot efterårstour og sluttede året af med at få at vide, at netop 'Flammer Rammer' var den mest afspillede sang på P3 i hele 2020.
Den skæve poesi var spillevende på gennembrudsalbummet, "Drømmefanger", mens et mere indadvendt tungsind kom under kærlig behandling til mere rockede toner på den populære opfølger, "GENSTART". PATINA er mange ting, men først og fremmest et band udsprunget af syv gode venners fællesskab, nysgerrighed og spraglede musikalitet.
PATINAs kerne er de tre trommeslagere Gregers Møller Jensen, Mads Skov Hansen og Søren Bastrup Bojsen, der skiftevis giver den som frontmand og skaber et ekstatisk fællesrum, hvor man med åbent bryst kan stille sig sårbar.
Søren bidrager ofte med det desperate og instinktive, Gregers med det uortodokse og skæve og Mads med blikket for det skarpt kondenserede. Ud af det fællesskab, hvor der er plads til personligheder og alle deres facetter, opstod også bandets specielle ramme: at de, selv om de alle har baggrund som trommeslagere, skiftevis stiller sig op og tager rollen som frontmand.
"Vi har svagheder og styrker, og vi er ikke bange for at anerkende, at der er noget, vi ikke er gode til. PATINA er større end hvert vores ego. Vi er klar til at stille os selv til side, men også til at træde i karakter, når vi har noget at byde ind med," forklarer Mads.
Det er tydeligt i nummeret 'Flammer Rammer', hvor alle tre frontmænd synger. Samtidig er det en sang, der illustrerer bandets lyriske lag. PATINAs tekster kredser om almenmenneskelige hverdagsfortællinger. Men stillet helt op på knivsæggen. Der hvor skrøbeligheden dirrer, angsten raser, eller kærlighed slår sin første sprække. Hele tiden er der noget på spil. Hvilket enhver, der har set en af deres koncerter, kan nikke genkendende til. Her vokser de til et kollektiv på syv mand, og Soundvenue fremhævede dem blandt årets oplevelser på Spot 2019, mens Gaffa storroste deres koncert på Smukfest: "De er som skabt til store scener."
"Når man er til koncert til os, så er man med til at skabe rummet. Vi tør være der, skrælle alle lag af, og vi håber, at folk tør være der sammen med os," siger Søren, og Gregers supplerer: "Vi vil gerne være et band, som giver folk modet til at slippe sig selv fri."
Koncerten er åben for udefrakommende gæster. Billetter kan købes på forhånd via Billetto eller kontant i døren. Billetprisen er 100 kr. (gratis med årskort).