Spring til indhold

Fried Okra live på 28 Live Bar

Musik: Funk/Blues/R&B

Fried Okra er tilbage i Roskilde. Sidste gang de optrådte i Roskilde gav de en forrygende koncert, så det forventer vi sker igen.

Sidste gang på 28 Live Bar fyrede den karismatiske forsanger og guitarist Morten Lunn den af med hans rå stemme og perfekte guitarspil. Men det var også et imponerende setup med en rytme session bestående af bassisten Anders Wallin, der er uddannet på Rytmisk Konservatorium og trommeslageren Thomas Crawfurd der er uddannet på Det Kongelige Konservatorium. De tre kommer alle fra København og trommeslager Thomas kender vi også fra Trainman Blues Band.

Fried Okra vandt Danish Blues Challenge i 2017 og i 2018 blev Fried Okra nummer 2 til European Blues Challenge. Senere udgav Fried Okra lp/cd'en Doing It Right, som blev nomineret til årets bluesalbum i 2021 ved Danish Music Awards Blues, hvor Fried Okra var også med i opløbet til BluesLive prisen.
Fried Okra spiller originalt "bluesy stuff." Musikken har forbindelser til bluesen - John Lee Hookers hypnotiske boogie og Junior Kimbroughs og R. L. Burnsides rå, uortodokse Hill Country blues. Fried Okras sange er både sig selv og har dybe rødder i bluesen. Lidt lyd af USA - Louisianas sumpe, Mississippis juke joints - og lidt af København. Som de sagde:
"Vi har lyttet til bluesmusikere fra den her lille, nordlige del af Mississippi - Burnside og Kimbrough. Men også til Poul Dissing og de hjemlige bluesfolk, Troels Jensen, Peter Thorup, Kenn Lending."

Resultatet af de forskellige inspirationer er en god blanding af blues, rock og roots. Det er ikke så få navne, der er kommet op efter koncerter - ZZ Top, Jack White, The Doors for at nævne nogle. Fried Okras sange handler om alt fra druk, kærlighed og mangel på samme til København, Chicago og Sofia Coppola.
Denne eftermiddag i Roskilde kommer de med stor energi og spilleglæde til 28Live.