Spring til indhold

Kulturhøjskolen i Odense

Diverse: Foredrag

8 fantastiske foredrag - én samlet pakke - én pris Velkommen i FOF's Kulturhøjskole i Odense, hvor du kan opleve en række tankevækkende og underholdende foredragsholdere. Alle foredrag ligger på fredage. Se fuldt program på vores hjemmeside.

Program for efterår 2024

Fredag den 20. september
"Christiansborg, køn og uformelle magtstrukturer"
Pernille Skipper, politisk kommentator og tidligere politisk leder for Enhedslisten

Pernille åbner døren på klem ind til magtens centrum i dansk politik og giver både indsigt i arbejdsgangene, kulturen og normerne på Christiansborg og de særlige forhold, som kvindelige politikere lever under. Hun tegner et tydeligt billede af, hvor ligestilling og magt hænger uløseligt sammen, men også et håbefuldt billede af de forandringer, der finder sted i disse år.

Fredag den 27. september
"Dansk sundhedsvæsen under krydspres og forandring"
Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi

Det danske sundhedsvæsen har i årtier været i et krydspres af stigende forventninger fra politikere og befolkning om state-of-the-art behandling til tiden på den ene side og på den anden side lav betalingsvilje og en meget skarp og effektiv økonomistyring.

Fredag den 11. oktober
"På vej med Hanne - en fortælling om kærlighed og Alzheimer"
Jesper Buhl, operasanger

På 30 års dagen for deres første møde kørte Jesper Buhl sin elskede kone Hanne på plejehjemmet Lykkevang. Hanne var efterhånden hårdt angrebet af Alzheimer. Kom og hør en gribende fortælling om, hvordan det er at være pårørende til en ægtefælle med demens.

Fredag den 25. oktober
"Fra Vorbasse til Christiansborg"
Henrik Dam Kristensen, tidligere folketingsmedlem og formand for Folketinget

I foredraget vil Henrik Dam Kristensen komme ind på den udvikling, der er sket i de godt 30 år, han var medlem af Folketinget. Herunder pressens rolle og effekten af nye sociale medier for det parlamentariske arbejde. Foredraget krydres med små anekdoter.

Fredag den 1. november
"Konflikt uden ende - glimt fra Vestbredden"
Jacob Svendsen, journalist

I årtier har konflikten mellem staten Israel og palæstinenserne splittet ikke bare verden men også den danske hverdag. Journalist Jacob Svendsen, Politiken, fortæller om sine møder med pårørende til de israelske gidsler, palæstinensere der ikke vil føje sig for aggressive israelske bosættere og en dybt splittet hverdag præget af frygt, had, hævn og håbløshed i Gazakrigens skygge.

Fredag den 15. november
"USA efter skæbnevalget"
Niels Bjerre-Poulsen, lektor

Adskillige amerikanske præsidentvalg er i de seneste årtier blevet udråbt til at være skæbnevalg, men ingen af dem synes at have haft så afgørende en betydning for det amerikanske demokratis videre skæbne, og for USA's rolle i verden, som valget i november 2024. Historikeren Niels Bjerre-Poulsen gør i dette foredrag status over valgresultatet og dets mulige konsekvenser for den politiske udvikling i verdens førende supermagt.

Fredag den 29. november
"Danmark i rummet"
Christina Toldbo

Den danske astronaut Andreas Mogensen vendte i marts 2024 hjem fra den internationale rumstation (ISS) 400 km over jorden. Men hvad lavede han deroppe, og hvad er ISS for en størrelse? Hvordan bidrager de eksperimenter, han udførte, til, at vi en dag kan kolonisere Månen og Mars, og bør vi egentlig bruge så mange penge på rumfart, når der er rigeligt med problemer her på jorden?

Fredag den 13. december
"Thi hjertesproget er vers og sang"
Erik Sommer, musikpædagog og tidligere lektor

'Thi hjertesproget er vers og sang' . . . står der i Den danske Sang. Og netop vers og sang giver Højskolesangbogen den styrke og kraft, som vi mærker i fællesskab, når vi synger sammen. Det er her, i mødet mellem fortællingerne, sproget, poesien og musikken at sangene opstår og lever.