Spring til indhold

Søren Ulrik Thomsen, Det Glemte Kvarter og Aarhus

Musik: Andet/Ukendt

Lyrik smelter sammen med moderne orkestermusik, når Aarhus Jazz Orchestra og Det Glemte Kvarter sammen med Søren Ulrik Thomsens fremfører et nykomponeret værk med udgangspunkt i forfatterens anmelderroste tekstsamling En hårnål klemt inde bag panelet.

Tid, som forsvinder bagud og tid, som flygter fremover. Det kredser teksterne om i Søren Ulrik Thomsens tekstsamling En hårnål klemt inde bag panelet, der præsenterer læseren for rå og rørende erindringsglimt og kommentarer til alverdens aspekter af det levede liv - og døden, der lurer i horisonten. Bogen udkom i 2016 og er trykt i sit 10. oplag. Nu har bogen dannet udgangspunkt for et nyt musikalsk værk under samme titel - et værk komponeret af Mikkel Borrisholt Grevsen til Aarhus Jazz Orchestra og Det Glemte Kvarter med Søren Ulrik Thomsen selv som oplæser. Musikken sammensmelter prosaoplæsning med improvisation og moderne orkestermusik, og kombinerer form- og tonesprog fra den klassiske musik med den rytmiske. Med forfatterens egne udvalgte passager skabes et dynamisk lydlandskab, hvor lytteren drages ind i en verden fuld af sansninger, stemninger og refleksioner fra eftertiden. Det er tekster og musik om ikke at lade fortiden stivne til klichéer og om at forholde sig kritisk til nutiden. Om at mistro alle, der længes efter den gamle verden, og frygte dem, der vil bygge en ny.