Spring til indhold

1864 dage

Udstilling: Historisk

Preusserne bryder gennem de tykke palisadepæle og stormer op ad den stejle vold, mens kanonerne brager og geværkuglerne flyver tæt forbi. Lykkes det danskerne at modstå det voldsomme angreb?

Kom og vær med til årets 1864-dage, hvor stormen på Dybbøl d. 18. april 1864 genopføres ved Historiecenter Dybbøl Bankes rekonstruerede skanse, med palisader, jordvold og våben i fuld størrelse. Både lørdag og søndag afvikles et stort slag, hvor de preussiske soldater skal forsøge at trænge ind i skansen og nedkæmpe de danske soldater. Kanonerne affyres med en kraft, der runger i ørene og kan mærkes i jorden.

Udover det store slag er der en daglig kanondemonstration, og du kan se infanteriet øve deres formationer. Gå en tur i lejren og hils på både danske og tyske soldater i flotte uniformer.

Trænger du til et afbræk fra de hårde kampe, kan du besøge Hjemmefronten, få en smagsprøve på 1800-tallets mad og se kvindernes flotte kjoler. Kan du blive soldat? Børnene kan komme på session i soldaterlejren og blive soldat som i 1864.