Spring til indhold

Gående foredrag ovenpå regan vest

Diverse: Foredrag

Kom på spændende gåtur ovenpå REGAN VEST sammen med Karsten Hvam Pedersen som er forfatter til bøgerne om atombunkeren.

Hør hvordan man kunne bygge dette enorme anlæg i dybeste hemmelighed, 60 meter under jorden, flere hundrede meter inde i bakken...

Atombunkeren som kaldes "Danmarks dybeste hemmelighed", er bygget fra 1963-68. Hør, hvad man gjorde for at hemmeligholde anlægget, hvad fik bygningsarbejderne at vide? Hvad vidste naboerne og fjenden i øst?

Vi går forbi alle nødudgangene, udstødningstårnene, den hemmeligholdte helikopterlandingsplads mm. Vi går også hen til maskinmesterboligen, hvor der boede en næsten hel almindelig familie... Dog har huset en enorm bundfældningstank til 350 personer, i garagen er der en transformatorstation, indenfor er der overfaldsalarmer - og så er der en kælder i baghaven på 5.500 kvadratmeter...

Hør også hvordan man forventede fjenden ville angribe atombunkeren, hør om rygterne og alle de vilde anekdoter. Hør alt fup og fakta om bunkeren.

Vi kommer ikke ind i bunkeren.

Varighed: Turen varer 2,5 timer med pauser.

Distance/terræn: Gåturen er på ca. 5 km og er desværre ikke for gangbesværede og vi skal op ad nogle stejle bakker, men vi tager det i et roligt tempo, så de fleste kan være med.

Pris: 145 kr. pr. billet. Børn under 12 år: 50 kr. (kontakt forfatterne@reganvest.dk for børnebillet)

Mødested: Rebildcentrets parkeringsplads, Røde Møllevej 4, 9520 Skørping.