Spring til indhold

Generation 24: Only the River Flows + talk

Diverse: Foredrag

Eminent efterforskningsthriller, som under et atmosfærisk lag af støv og snavs bevæger sig ind i menneskets mørke og med en absurd humor - og en helvedes masse bordtennis - følger en særlig betjents opklaring af en række mord.

En ældre kvinde bliver slået ihjel ved flodbredden udenfor den lille kinesiske landsby Banpo. For at opklare mordet bliver politichefen Ma Zhe tilkaldt. Iført sort læderjakke og en smøg dinglende i mundvigen skal han finde ud af, hvem morderen er, og sætter derfor en opklaringsenhed op i en gammel, forladt biograf. Den hovedmistænkte er den landsbytosse, som den ældre kvinde har adopteret, og som ingen nu ved, hvor er. Sideløbende med opklaringsarbejdet har Ma Zhe et dilemma på hjemmefronten, hvor der er ti procent chance for, at barnet i hans kones mave - ligesom den potentielle morder - har en genfejl. Miseren udspiller sig i 1995, hvor den kinesiske etbarnspolitik hersker. Politichefen er ikke i stand til at slippe sagen, selv efter den lader til at være opklaret, og i takt med at han bliver mere og mere udkørt, kører filmen også mere og mere af sporet, indtil man til sidst konstant er i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der sker ind i hovedet på dens hovedkarakter.
'Only the River Flows' er på samme tid både en apatisk og nervepirrende thriller fuld af absurd sort humor og surrealisme - filmet atmosfærisk og udfordrende på 16mm, hvilket efterlader et lag af støv henover de smukke mørkeblå billeder - og så i øvrigt tilsat en helvedes masse bordtennis. Med andre ord: endnu en eminent genreblandende thriller fra det asiatiske kontinent.