Spring til indhold

Realistisk tegning - begyndere og øvede

Diverse: Undervisning

På dette kursus lærer du de klassiske tegneteknikker og får styr på proportioner, lys, skygge og skravering. Desuden styrker du din forståelse af form.

Kurset er et godt fundament for dig, der gerne vil male realistisk, men savner at kunne tegne og få dybde i dit maleri med lys og skygge. Kurset er også velegnet til tegning som selvstændige værker - og ikke blot en skitse, som forarbejde til et maleri.

I starten modellerer vi tre-dimensionelle objekter i ler for at få en god fornemmelse af den fysiske form. Derefter tegner vi tingene med lys og skygge. Vi bruger kul og kridt på gråbrunt papir, som er rigtig godt til lys og skygge i tegning. Det minder om den måde, man opbygger et maleri på et gråbrunt lærred, hvor man både lægger lys og skygge på. Efterfølgende arbejder vi med tegning på hvidt papir - dette minder mere om at male akvarel. Her tegner man nemlig uden om det hvide - ligesom man maler uden om de hvide højlys i en akvarel.

Tegning er velegnet til hurtigt at fange et landskab - og f.eks. byens arkitektur på rejser. Dette træner vi også og laver et lille "rejse-sæt" til dem, der ønsker det. Du får også teknikker til portræt og tegning efter model.

Historiske tegneredskaber som sølvstift og blækpen kan man også prøve - og nyere redskaber som kuglepen, sprittusch og fineliner-pen.

Sidst i forløbet kommer vi desuden ind på farver. Tegninger kan farvelægges med akvarel eller farveblyanter. Pastelkridt og oliekridt minder meget om at male med akryl eller olie. Man kan derfor på kurset bevæge sig fra tegning over i "rigtigt" maleri - på en enkel og overskuelig måde. Undervisningen er nemlig opdelt i simple, men effektive trin, som bygger videre på hinanden.

Værd at vide

Kurset er velegnet for både begyndere og øvede, da øvelser og motiver bliver tilpasset den enkelte kursist.

Tegnet af underviseren

Underviser: Anne Skole Overgaard
Hold: 2470038.