Spring til indhold

Ragnarok

Teater: Opera/Operette

Den Ny Opera er nået til fjerde og sidste kapitel i Richard Wagners monumentale drama om Nibelungens Ring. "Tag til Esbjerg og hør verden begynde!" skrev en begejstret anmelder efter premieren på Esbjerg-Ringens første del i 2017.

I august 2025 følger Den Ny Opera op og siger: "Tag til Esbjerg og se verden gå under", når operaen lader tæppet gå for slutspillet i ringens vej fra Rhinens guld til gudernes bål i Ragnarok - finalen i Wagners storslåede musikdrama Nibelungens Ring. Med to danske stjerner, Trine Bastrup (Brünnhilde) og Magnus Vigilius (Siegfried), i spidsen for et sangerhold i absolut topklasse og med Sønderjyllands Symfoniorkester udvidet til næsten 100 musikere i Musikhuset Esbjergs nye Bayreuth-inspirerede orkestergrav er der lagt op til endnu et vestjysk Wagner-brag i fuld skala. Med Kasper Wilton som utrætteligt detaljesøgende iscenesætter, i Marie í Dalis stærke scenografi og Michael Breiners billedskabende lysdesign sætter holdet med Ragnarok kronen på 7-8 års intenst arbejde med Wagners verdensdrama.