Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Besøg koldkrigsbunkeren Aalborg Kommandocentral Syd

Diverse: Ekskursion

Hvilke forberedelser havde man gjort sig i Aalborg, hvis den kolde krig gik fra kold til varm?

Det kan du blive klogere på, når Nordjyske Museer inviterer på en helt særlig rundvisning i Aalborg Civilforsvars nedlagte Kommandocentral Syd, der var indrettet i en 300 m2 stor tysk militærbunker fra 1944.

Under den kolde krig (1945-1991) udførte myndighederne i Danmark et stort planlægningsarbejde med henblik på at kunne sikre befolkningens overlevelse og opretholde samfundets funktioner i det tilfælde, at krigen kom. Der blev i den forbindelse blandt andet bygget store og små beskyttelsesrum til borgerne og opført cirka 100 kommandocentraler i Danmark, hvorfra man kunne koordinere den lokale indsats med at redde liv og begrænse skader.

Nu får du en helt særlig mulighed for at besøge et af de mest væsentlige koldkrigssteder i Aalborg, nemlig Aalborgs Kommunale Kommandocentral, hvorfra man i tilfælde af krig, blandt andet skulle organisere brand- og redningsindsatsen i Aalborg. Selvom bunkeren nu er nedlagt og taget ud af drift, så står den i dag stadigvæk delvist indrettet, med landkort, telefonbåse og stakkevis af fortrykte dosislister, der alt sammen vidner om den nøje katastrofeplanlægning, som myndighederne havde iværksat.

Rundvisningen tager udgangspunkt i den planlægning, man fra såvel centralt som lokalt hold foretog under den kolde krig en planlægning, der havde fokus ned i mindste detalje. Lige fra udpegningen af nødbegravelsespladser til observationsposter på byens høje punkter og andre bygninger, der var udpeget til at tjene specifikke formål fx som hjælpestationer for flygtninge.

Udover rundvisningen i den kommunale kommandocentral, går turen også 500 meter på den anden side af bakken til en anden bunker, hvor det regionale beredskab skulle styres fra. Den bruges i dag af Aalborg Musikforening, men der er stadig spor efter dens oprindelige formål, hvis man kigger godt efter.

Bemærk venligst: Aalborg Kommandocentral Syd er uopvarmet og tøjet kan evt. lugte en smule jordslået efter besøget.

Mødested: Parkeringspladsen ved Kornblomstvej 22, 9000 Aalborg.

Varighed: 1,5 time
Pris: 110 kr. inklusiv 10 kr. i administrationsgebyr

Ikke egnet for gangsbesværede og kørestolsbrugere, da der er 30-40 trappetrin undervejs.
  • Afstanden mellem de to bunkere er ca. 500 meter, hvor vi går ad en skovsti. Samlet distance ca. 1,5 km.
Foto(s):
Nordjyske Museer.