Spring til indhold
Arkiv: Overstået event

Kampen om USA

Diverse: Foredrag

I anledning af valget i USA byder FOF og Randers Bibliotek på foredrag med Clement Kjersgaard.

Verdenshistoriens ubetinget mest magtfulde nation er på vej mod et præsidentvalg mellem den nu 77-årige Donald Trump og den 81-årige Joe Biden - landet er historisk splittet og polariseret og Washington befinder sig i noget, der ligner en tilstand af permanent kaos. Men, siger Clement Kjersgaard: Enhver, der har sagt at USA's tid er forbi, er indtil videre blevet modbevist! Samtidig viser USA's problemer os noget om vores eget samfund, vi helst ikke vil forholde os til og giver os: Et på mange måder skræmmende glimt af fremtiden. Hvad er landets styrker og svagheder? Hvad afgør, hvem der vinder valget? Hvilken betydning har det for resten af verden - og os i Danmark - hvis USA faktisk lægger rollen som supermagt på hylden?

Baseret på sin enorme historiske viden og sit overblik over den globale situation, giver Clement i foredragene sine bud på de ovennævnte temaer - efterfulgt af god tid til spørgsmål og svar.

Clement (f.1975) voksede op i Aarhus, rejste som 16-årig alene til Hong Kong, hvor han tog sin studentereksamen, blev uddannet på Universitet i Oxford (i Filosofi, Politik og Økonomi). I 2002 grundlagde han nyhedsmagasinet RÆSON (raeson.dk) og siden 2004 har han lavet tv (og senere også radio) for DR på et hav af programmer - herunder Debatten, Deadline, Clement Direkte og en række programmer om USA og Storbritannien. Som 35-årig vinder af Publicistprisen. Han er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og ordstyrere.