Spring til indhold

Simone Tang & Søren Manscher

Musik: Jazz



Simone Tang & Søren Manscher Trio spiller sammen en stemningsfyldt og nærværende koncert på MantziusLive.

Simone Tang

Simone Tang er måske bedst kendt som guitarist for Ida Laurberg og bassist for Ki!.

I september modtog hun en hæderspris for sin sangskrivning på Nashville Nights Festival i Odense - en passende optakt til udgivelsen af det debutalbum, som har fået den amerikanske sangskriverlegende Jim Lauderdale til at udbryde "that was amazing!" efter hendes optræden på Tønder Festival i år.

Med inspiration fra historiens store singer-songwriters og performers som Elizabeth Cotton, Èdith Piaf, Nick Drake og Paul Simon træder Simone Tang for alvor i karakter som en stærk sangskriver og vokalist.

Tangs unikke evne til at formidle historier gennem sange, der føles som om, du har kendt dem hele livet, kombineret med en inderlighed og en insisteren på et organisk og fejlbarligt støvet univers, gør 'Things I Remember' til en enestående udgivelse på den danske musikscene lige nu.

Selvom Tang favner bredt i sangenes tematikker, er der alligevel en familiemæssig rød tråd mellem sange som 'Brown-Eyed Niece', 'Caroline' og 'On The Quarrelets of Pearls'. I 'Caroline' sender hun en kærlig tak til sin søster, mens 'Brown-Eyed Niece' reflekterer over livets store spørgsmål set gennem hendes nieces nysgerrige øjne. På den dybt personlige 'On The Quarrelets of Pearls' bearbejder hun sorgen over at have mistet sin far til et mangeårigt alkoholmisbrug. Sangen er en dybt personlig hyldest til ham og skildrer deres fælles kærlighed til musikken.

Samtidig tematiserer 'Miss Lila' Tangs egen kamp med perfektionisme:

"Så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor forventning til mig selv om at skulle overpræstere, gøre det godt nok - og gerne perfekt. 'Miss Lila' er en fortælling om frygten for at fejle og ikke leve op til egne og andres forventninger", fortæller hun.

Sangene på albummet er indspillet live med Simones bedste ven Søren Manscher på kor og guitar, uden mulighed for at rette i optagelsen. Hele pointen var at omfavne de skønhedsfejl, der opstår, når man indspiller det hele live i ét take.

Simone Tang har tidligere optrådt på både danske og internationale scener og er med over en halv million streams allerede en etableret musiker. Med 'Things I Remember' cementerer hun sin plads som en af danmarks mest interessante sangskrivere.

Søren Manscher

Søren Manschers intense dagligdagssange er skrevet på guitar, og spilles live i trio-form, som giver en elektrisk og fyldig nerve til de ellers nøgne kompositioner. Der er fokus på absurditeten, idyllen og magtesløsheden i Manschers sange, som med en nærmest spoken-word agtig tilgang over catchy melodier i et vidtspændende register, fortæller om alt fra en tur gennem DK i den klassiske road song "Jeg Blaffer", til den svære tilgivelse og accept i "Jeg Ønsker Dig Et Godt Liv".

I 2019 turnerede Søren Manscher som support for Søren Huss i 19 danske byer i forbindelse med udgivelsen af sit debutalbum Det er balancerne der holder sammen på det hele, og de 3 singler, "Det gode menneske", "Jeg ønsker dig et godt liv", og "Vi samles i lergravsparken" fra 2022-albummet 'Den Stærke Sol' blev samme år spillet flittigt på både P4 og P5.

5. januar 2024 udgav Manscher sin seneste single, "Som En Bror", produceret af Teitur på Færøerne.

____
Tor. 27. mar. 2025 Kl. 20.00
Billetpris: 185 kr.
Billetgebyr: 25 kr.
Dørene åbner 1 time før showstart, hvor baren også er åben
Dørene til salen åbner ca. en halv time før showstart
Unr. Siddepladser
Overtøj må ikke medbringes i salen, men skal afleveres i garderoben.
Garderobepris: 10 kr. er inkluderet i billetprisen.