Spring til indhold

Foredrag: Mormor På Mandejagt

Diverse: Foredrag

Mød TV-darlingen fra "Mormor på mandejagt" i et underholdende og tankevækkende foredrag fra en vaskeægte livskunstner, der har sparket offerrollen til månen. En farverig moden kvinde med vigtige og markante holdninger til det at blive ældre i Danmark.

Bliver man for gammel til at finde den store kærlighed og til at have sex? Bliver man for gammel til at udforske livet og kræve alt af det?

Nej, aldrig i livet! Ifølge skuespiller Judith Rothenborg må vi tro på, at vi kan finde den store kærlighed, flirte, have sex og aktivt udforske livet, selvom tiden vi har tilbage, er blevet kortere. Alderen er en mindre hindring end vores kultur gør den til. Børn og børnebørn er dejlige, men de lever deres liv og det samme skal ældre blive ved med. Vi må tage foden af bremsen og fortsætte med at fylde vores liv med drømme og vores dage med livgivende indhold, så vi udnytter livet, nyder det og bruger al den visdom og indsigt vi har samlet op.

Judith har levet et farverigt og forunderligt liv. Hun er et sprællevende bevis på, at vi trods modgang og smerte i livet, aldrig behøver at miste håbet. Hun har en ubrydelig tro på at alting nok skal gå, og at kærligheden vil melde sig hos hende meget snart. Hun tager sig selv seriøst på en humoristisk måde i evig udvikling og nysgerrig på fremtiden.

Judith lader sig ikke skræmme af alle de tvivlsomme oplevelser hun har i rygsækken. Mænd har der været mange af i hendes liv og trods hjertesorger og blindgyder, fortætter hun ukueligt og modigt med at lede efter den eneste ene.